Beskrivelse
Kvalitetsbygget familievilla med plads, lys og perfekt beliggenhed i Ødsted
På den hyggelige og lukkede villavej Lindagerparken i Ødsted møder du denne solide og fuldmurede kvalitetsvilla fra 2008. Hjemmet rummer hele 187 m 2 bolig samt en sjælden stor og integreret garage på hele 73 m 2 . Her får du et hjem, hvor funktionalitet, lys og god byggeskik går hånd i hånd – perfekt til familien, der ønsker både rummelighed og moderne komfort.
Villaens hjerte er uden tvivl det store køkken/alrum med loft til kip, ovenlysvinduer og vinduespartier, der giver rummet et skønt, lyst og luftigt udtryk. Her strømmer lyset ind fra flere sider, og udgangen direkte til haven gør, at inde- og udeliv smelter naturligt sammen. I åben forbindelse ligger den store stue, som ikke blot fungerer som en traditionel tv-stue – her er der nemlig masser af plads, fleksibilitet og mulighed for at indrette læsehjørne, hyggekroge, spilleområde eller noget helt tredje.
Boligen byder på en gennemtænkt værelsesafdeling med i alt tre gode børneværelser og et badeværelse i tilknytning, mens forældreafdelingen er placeret separat med walk-in-closet og eget badeværelse. Det praktiske bryggers ligger bekvemt ved indgangen fra garagen – en stor fordel i hverdagen.
Huset opvarmes via naturgas kombineret med solfangere, hvilket sikrer en lav varmeudgift, og der er desuden ventilationsanlæg, der giver et sundt og behageligt indeklima året rundt.
Grunden på 1.020 m 2 er anlagt med en bred, flisebelagt indkørsel og en ugeneret have, der primært består af en stor græsplæne, frugttræer og grøn beplantning. Haven er optimalt orienteret i forhold til solen, så du får sol fra tidlig formiddag og helt frem til solnedgang – perfekt til både grill, leg og afslapning.
Beliggenheden er et stort plus: Her bor du i gåafstand til både vuggestue, børnehave, skole, idrætsfaciliteter og offentlig transport, samtidig med at området er roligt og trygt. Ødsted er kendt for sit stærke lokalsamfund, og samtidig har du kort afstand til både Vejle, Kolding og motorvejsnettet, som kun ligger en 10/15 minutters køretur væk.
Kort sagt: En moderne, velbygget og indflytningsklar familievilla med ekstraordinær garage, skønt lysindfald, god planløsning og en perfekt beliggenhed for børnefamilien.


