Beskrivelse
Mulighedsfyldt byhus med baghave centralt i Nykøbing Sjælland
Har I drømmene klar på tegnebrættet og kan se mulighederne i det meste? Så lad jer endelig charmere af dette fine byhus centralt i Nykøbing Sjælland. I overtager et hyggeligt byhus, hvor der er plads til forbedringer, mens I udenfor får en dejlig baghave. Dertil kommer en beliggenhed i en rolig og hyggelig del af byen med nærhed til det meste.Det blåmalede byhus fra år 1800 ligger på en 587 kvm grund, og I får 104 kvm fordelt i halvandet plan. Huset giver jer et tomt lærred, og når I træder indenfor, vil I møde rum, der trænger til en kærlig hånd eller to. Men det kræver blot en kombination af en krøllet hjerne, knofedt og hænder, der er godt skruet på, for at skabe et moderne hjem med masser af sjæl.Stueplan udfolder sig med en vinkelformet stue og et tilstødende køkken. Her vil den visuelle køber ane muligheden for at kreere et åbent rumforløb med køkken-alrum og stue i ét, således familielivet får de bedste betingelser for samvær og hyggestunder. Resten af etagen indeholder badeværelset med en muret bruseniche og bryggerset.Bevæger I jer til førstesalen fører den møblerbare repos til endnu en stue, der fungerer som gennemgang til soveværelset. Også heroppe er det muligt at gentænke den eksisterende planløsning, hvis I ønsker flere værelser. Når de lune dage melder deres ankomst, rykker I udenfor i gårdhaven med plads til havemøbler og grill. I gårdhaven åbner I til udhuset, hvorfra der er passage til resten af den solrige, hyggelige baghave med græsplæne, træer og en terrasse mere.I bosætter jer midt i byen med indkøb, dagtilbud og skole samt station inden for en radius af 900 meter, mens gågaden tilbyder butikker og spisesteder. Byen er også omkranset af den smukkeste natur med skove og vand….