Beskrivelse
Stemningsfuld og moderne villa med raffineret arkitektur
På en stille, blind vej i Skærbæk ligger denne elegante villa, hvor en moderne arkitektur, lækre materialer og et fænomenalt lysindfald på tværs af begge etager slår tonen an. Villaen blev opført i 2007 efter tegninger af den lokale arkitekt Jørgen Hansen, og han er på fineste vis lykkedes med at forene det funktionelle og æstetiske. Den flotte villa bliver ledsaget af en attraktiv beliggenhed og en solrig have, mens kigget til Kolding Fjord bestemt også er værd at tage med.
Arkitekturens stringens
Set fra vejen fremstår huset med en hvidpudset facade. De to sorte porte til garagerne vender ud mod indkørslen, og ovenpå disse er den anseelige tagterrasse at finde. Kontrasten mellem de lukkede porte og den åbne konstruktion med tagterrassen er et af husets kendetegn, og tilsvarende er der en klar kontrast mellem den hvide facade og de mørke vinduesrammer og murkronerne.
På sydsiden af huset er der en stor glasflade, der dækker fra gulvet i stueplan til loftet på førstesalen. Det underbygger det luftige og lette udtryk, og inden døre er der på samme måde en fortrinlig atmosfære i det markante rum. Ligesom vinduespartiet er strukket over to etager, er etageadskillelsen åben, og i forlængelse af alrummet står det nydelige køkken med hvide, glatte fronter, som matcher det hvide klinkegulv og de hvide bordplader.
Et væld af detaljer og finesser
Boligen har et samlet beboelsesareal på præcis 200 kvadratmeter. Det er i stueplanet anvendt til det nævnte køkken-alrum, der endvidere får selskab af et værelsesafsnit med to værelser, et badeværelse og et bryggers. Fra bryggerset er der direkte indgang fra dobbeltgaragen med tilhørende værksted på samlet 67 kvadratmeter. Den høje standard, som kendetegner boligen, er også at finde ved de sidstnævnte.
Via trappen i alrummet når man overetagen. Denne er indrettet med en rummelig stue. De enorme vinduespartier går fra væg til væg og fra gulv til loft, og det imponerende lysindfald bliver komplementeret af den hyggelige brændeovn og den flotte udsigt over lokalområdet. I det fjerne toner det blå vand i Kolding Fjord frem.
Førstesalen bliver fuldendt af et soveværelse med walk-in-closet, der ligger i nær forbindelse med et badeværelse med kar og brus. Herudover er der et kontor og et depotrum.
Grunden og beliggenheden
Tagterrassen i forlængelse af stuen bliver i lange perioder af året en naturlig del af boligen. Den indgår som et egentligt rum i oplevelsen, og derudover er der flere terrasser nede i selve haven. Dens fine størrelse efterlader god plads til græs, legeredskaber og mere endnu, men samtidig er plantningen enkel og nem at passe.
Beliggenheden i Skærbæk er attraktiv, for man er placeret tæt på alle hverdagens fornødenheder. Det er tilfældet med skole og pasningstilbud, dagligvarebutikker og idrætsfaciliteter. Natur i form af skov og fjord er også en del af området, mens den hensigtsmæssige afstand til motorvejsforbindelser og Trekantområdet ligeledes er værd at bide mærke i.
Liebhaver…