Beskrivelse
RUMMELIG FAMILIEVILLA FOR ENDEN AF LUKKET VILLAVÆNGE
Drømmen om hus og have er lige rykket ét skridt nærmere for jer, der ønsker en tryg og bekvem tilværelse i Løjtlands naturskønne omgivelser. Alt dét og mere til får I på Løjt Søndervang 25; en rummelig og gedigen murstensvilla med plads til storfamilien og sågar muligheden for også selv at præge indretningen.Villaens areal er på hele 242 kvm, og med det betragtelige antal kvadratmeter er der således god plads til det familieliv, I drømmer om. Der er tale om et funktionelt hus med hele seks gode værelser på førstesalen samt et badeværelse og et disponibelt rum. Her kan familiens medlemmer trække sig tilbage og fordybe sig. Nedenunder venter den store stue, køkkenet, gæstetoilet, bryggers samt endnu et disponibelt rum.Huset fra 1971 er en gedigen murstensvilla, som gennem tiden er blevet passet godt på. Betonstenstaget blev omlagt i 2015 med nyt undertag, samt energiruderne er fra perioden 2004-2006. Dog vil I som nye ejere formentlig se mulighederne i at sætte jeres eget præg på indretningen – f.eks. kan der relativt let etableres et køkken-alrum ved at lægge væggen ned til stuen. Ellers er det kun fantasien, der sætter grænserne for, hvordan I vil bygge rede her på matriklen. Udenfor byder haven sig til med sin grønne plæne, terrasseområde og drivhuset. I flytter ind i et dejligt villakvarter, hvor jeres hus placerer sig for enden af et lukket vænge. Her kan børnene trygt løbe ud for at lege, tage de første ture på cyklen uden støttehjul og invitere kammeraterne fra de omkringliggende huse på et spil bold. Her på egnen taler man om en særlig “Løjtånd”, der ligger som et usynligt slør over området. Løjt Kirkeby kendetegnes nemlig ved et stærkt lokalsamfund, og området er generelt præget af en flot natur med skove og børnevenlige strande i tæt afstand. Derudover råder byen også over alt, hvad den moderne familie behøver; skole, daginstitutioner, et rigt foreningsliv med idrætsfaciliteter og ikke mindst forskellige aktiviteter, der samler byen. Velkommen på Løjt Søndervang 25!…