Beskrivelse
Køkken-alrum. Fantastisk lysindfald. Privat have. God planløsning. Lukket vej.
Velkommen til Lundedalsvej 40, st. 1. – Denne skønne lejlighed byder på privat have, et stort og lyst køkken-alrum samt en velindrettet planløsning med mulighed for at etablere et ekstra værelse. Perfekt til dig, der ønsker at bo for enden af en lukket vej i et stille og roligt kvarter med grønne områder, og samtidig tæt på byens mange muligheder. Lejligheden fremstår i rigtig god stand, har et fantastisk lysindfald og er indflytningsklar. Vi glæder os til at byde dig velkommen indenfor!
LEJLIGHED: Når du træder ind ad hoveddøren, mødes du af en stor og rummelig entré. Her finder du et stort, indbygget skab med vaske/tørremaskine og god plads til opbevaring af sko og overtøj. Fra entréen har du adgang til lejlighedens første lyse værelse, som kan indrettes som børneværelse, kontor eller hvad behovet måtte være. Entréen giver også adgang til det store badeværelse, der er udstyret med badekar med rainshower, ideelt til afslapning efter en lang dag. Her er desuden et væghængt toilet, et håndvaskmøbel med god opbevaringsplads og et stort spejl. Rummet oplyses af spots i loftet.
Fra entréen føres du videre til lejlighedens hjerte. Det store køkken-alrum med et fantastisk lysindfald. Køkkenet er et stilfuldt elementkøkken med en smuk mørk bordplade og en køkken-ø med siddepladser på bagsiden. Her findes både opvaskemaskine, vinkøleskab, induktionskogeplade og indbygget ovn. I det store alrum er der god plads til både sofaarrangement og spisebord, hvor venner og familie kan samles til hyggelige middage. De store vinduer giver et skønt lysindfald og adgang til den private terrasse, hvor der er plads til loungesæt, perfekt til at nyde solen fra middag til aften. Lejlighedens soveværelse er rummeligt med plads til både en stor seng og stilfuldt hvidt garderobeskab som medfølger.
Ved siden af køkkenet er der i alrummet i øjeblikket indrettet en ekstra sofastue. Her kan man oplagt lave et ekstra værelse efter behov. Hele lejligheden er meget velisoleret. Den fremstår lys, indflytningsklar og i rigtig god stand.
Køber kan omkostningsfrit få etableret en skillevæg i stuen så lejligheden kan laves til en 4. værelses
EJENDOM: Lundedalsvej 40, st. 1. er beliggende i en nyere gul murstensejendom opført i 2004. Ejendommen byder på flere fællesfaciliteter, herunder gode parkeringsforhold, grønne områder og tilhørende depotrum.
OMRÅDE: Lundedalsvej 40, st. 1. er godt placeret for enden af en lukket vej i et naturskønt område, med stier og en lille å kun en kort gåtur fra Dyssegårdsparken og tæt på både Emdrup Sø og Utterslev Mose. Her bor du med kort afstand til indkøbsmuligheder, hyggelige spisesteder og fitnesscenter. Området er godt forbundet med offentlig transport via flere buslinjer og Emdrup Station, hvorfra der kører flere S-togslinjer. Det gør det nemt og hurtigt at komme til Indre København og nyde hovedstadens mange muligheder. Lejligheden ligger også centralt i forhold til både Søborg Hovedgade og Strandvejen, som begge byder på et bredt udvalg af butikker og caféer. Beliggenheden er perfekt for dig, der ønsker at bo i et stille, roligt og børnevenligt kvarter med grønne omgivelser, men samtidig tæt på byens mange muligheder.