Beskrivelse
GEDIGEN BOLIG I RÅGELEJE I KORT AFSTAND TIL BADESTRAND
Schweizisk alpehytte møder klassisk, landlig idyl. Noget lignende kunne være overskriften for ejendommen her, hvor I får chancen for at overtage en helt unik bolig fra 1980, der fordeler sig over 181 kvadratmeter. Vi taler altså mange kvadratmeter til en rigtig god pris, og I får derfor både råderum og mulighed for at sætte jeres eget præg på indretningen. Det samme gør sig gældende for de udendørs omgivelser, hvor I dog ikke kan ændre på de knap 900 meter til vandkanten, hvilket bliver en gave på solrige sommerdage. Velkommen til Rågeleje. Naturen er nærværende på grunden såvel som i kvarteret, der omgiver jeres nye base. Det skyldes ikke mindst nærheden til vandet og Maglehøjene, ligesom Unnerup Mose er tæt på. Det samme er praktiske gøremål i hverdagen såsom Blistrupskolen – Gilbjergskolen, Blistrup-hallen, dagtilbud og indkøb, og skal I med offentlig transport, kan I cykle til toget fra Vejby Station. Tilbage på matriklen bringer det smil på læben at træde indenfor på grunden, der er anlagt i en hyggelig stil. Her er stier, bede, velvoksne buske og træer, der alt sammen skaber dejlige oaser, hvor I kan slå jer ned og nyde sommeren. Ligeledes vil I suge til jer af stilheden, og I kan være helt for jer selv på den overdækkede terrasse, der ligger ud for opholdsrummene. Når vejret endnu ikke er helt varmt nok, kan I søge mod havestuen, der kan indrettes som et orangeri. Opholdsmiljøerne består af køkkenet i åben forbindelse med spisestuen og stuen, og planløsningen er derfor lige til at bevare, mens I sætter et mere moderne præg på æstetikken. Stueetagen afsluttes af et stort bryggers, et toilet og et værelse, mens førstesalen byder på et badeværelse, to værelser og endnu en stue i forbindelse med reposen. Der er med andre ord mange muligheder i boligen, der let huser børnefamilien såvel som parret, som søger et anderledes hjem i tæt samspil med den skønne natur omkring jer. Tøv ikke med at booke en fremvisning, vi glæder os til at vise jer rundt….