Beskrivelse
Det tager ikke mere end 50 minutter at køre fra København til den naturskønne kulisse ved Ejby Strand, og netop her har vi nu fornøjelsen af at udbyde et charmerende sommerhus, som kan blive jeres nye fristed. Takket være den korte afstand til storbyen kan det eksempelvis være et oplagt køb for jer, der bor i lejlighed og drømmer om en ferieoase, hvor I kan søge tilflugt både i weekender og lange ferier. Huset ligger med kort gåafstand til stranden, hvor I kan starte dagen med en dukkert fra badebroen. Hjemme i nr. 14 bydes I velkommen af et klassisk træhus, som indendøre råder over 51 kvadratmeter, og også her går træet igen på både vægge og lofter, hvilket skaber den helt rette sommerhusstemning. Huset rummer både et toilet, et værelse og to skønne opholdsrum, hvoraf det ene ligger i åben forbindelse til køkkenet. Her i stuen er scenen sat for ren afslapning med kortspil, gode bøger og ild i brændovnen, og når solen skinner, kan I slå døren op til udelivet på den overdækkede terrasse, som vender mod syd. På terrassen inviteres der på fri udsigt til alt det grønne i haven; huset ligger på en 856 kvadratmeter stor naturgrund, som indrammes af høj beplantning, der sørger for privatlivet. På grunden kan I finde plads til såvel en hyggelig hængekøje som en bålplads, så I kan skabe de perfekte rammer for feriedage i haven. Når I ikke nyder roen i huset eller haven, kan I gå på opdagelse i nærområdet eller i det smukke landskab, som Hornsherred har at byde på. I kan følge Fjordstien rundt langs den 275 kilometer lange kyststrækning, eller I kan pakke en lækker picnickurv og sætte kurs mod et udsigtspunkt i Ejby Ådal. Som endnu et plus finder I også en god indkøbsmulighed i Ejby, så det er nemt at proviantere til aftenens sommermenu på terrassen. Vi glæder os til at byde jer velkommen i ferielandet. Kontakt os for en fremvisning allerede i dag….