Beskrivelse
IDYLLISK SOMMERHUS NÆR RØRVIG#200 METER FRA STRANDEN
I en lille, rolig lomme i cykelafstand fra Rørvig og Nykøbings hyggelige bymidte møder I dette utroligt charmerende og stemningsfulde sommerhus, der for fremtiden skal danne ramme om afslappende og mindeværdige feriestunder. Inden døre har I et åbent opholdsmiljø, tre værelser og et badeværelse, mens den store, ugenerede grund byder ind med masser af sol og skønne terrassemiljøer. Vandets blå bølger kalder på jer 200 meter herfra, og det samme gælder fredsommelige gåture i det dejlige område.Stranden, vandet og roen er helt essentielle kendetegn for området, og I mærker feriestemningen og løftet om afslappende, mindeværdige stunder med det samme. Et væld af hyggelige spadsereture byder sig til i nærmiljøet, og selvfølgelig en tur til en af Danmarks bedste badestrande. Også Nykøbings bymidte skal aflægges visit, for her finder I indkøbsmuligheder samt spisesteder og masser af liv, og endnu flere madoplevelser venter østpå, hvor Rørvig Street Food og Rørvig Havn disker op med lækre retter og masser af stemning. Der er desuden fine forbindelser til området via offentlig transport.Roen sænker sig med ét, idet I kører ind på matriklen og lader blikket hvile på det grønne tæppe, der omkranser jeres nydelige sommerhus. Koteletgrunden breder sig over godt 1.500 kvm, og her er absolut privatliv og en fantastisk atmosfære. Både store og små kan tumle omkring på den vældige græsplæne, og ved middagstid kan I trække op på den overdækkede terrasse eller trække markisen ud og tage et hvil i skyggen. Har I fået nok af den friske luft, kan I i stedet bevæge jer indenfor og samles i det lyse og rare opholdsrum, hvor køkkenet med hvide fronter og godt med opbevaringsplads er udført i åben forbindelse med stuen. Vinkelformen i rummet giver fine indretningsmuligheder, og loftet er ført til kip, hvilket bidrager med en fornem lofthøjde. Foruden opholdsmiljøet kan I fordele venner og familie ud på tre gode værelser med pæne størrelser, og endelig er der det sjælfulde og velbevarede badeværelse med brus….