Beskrivelse
Stor familievilla i smukke, naturskønne omgivelser
Det charmerende hus for enden af den lukkede villavej i Herlufmagle ligger simpelthen så smukt. Grønne nuancer og blå toner omfavner grunden som et varmt tæppe på en kold vinterdag, og det er ikke svært at forelske sig i udsigten over mark og skov. Det er I bestemt heller ikke de eneste, der har gjort, og I bliver altså budt stort velkommen af andre børnefamilier, der glædeligt vil fortælle jer, hvor skønt det er at bo med alle hverdagens stop inden for to km.
Villaen gemmer på 195 lækre og lyse kvm. Løbende vedligehold og bunker af kærlighed har resulteret i en flot og indbydende bolig, der fra kælder til kvist tager godt hånd om familielivet. Store vinduespartier inviterer lyset og naturen indenfor, og førstnævnte falder på milde, smagfulde farver overalt. En dejlig, stor stue/spisestue, køkken, bryggers, bad og et værelse byder sig til i stueplan, mens den flotte trappe svinger op til en lækker førstesal med repos, to værelser og et bad. På altanen kan I om aftenen se helt til lysene ved Næstved Sygehus, og skulle I have behov for flere værelser, kan de nemt etableres heroppe.
Det er omgivelserne, der er kronen på værket: Skovene, markerne, det rige dyreliv, der lokker egern og rådyr helt op til grunden, og det børnevenlige villakvarter er så dejligt. Byen har desuden det hele til hverdagen og giver jer bl.a. pasningstilbud, skole og indkøb inden for to km. Velkommen hjem….