Beskrivelse
Stor villa på kæmpe grund i landsbyudkant
I udkanten af Osted – med den ene side direkte til mark – er denne meget rummelige etplans vinkelvilla på en ekstraordinær stor grund nu til salg med overtagelse efter nærmere aftale.
Villaen er designet af og beboet af sælger siden opførelsen. Der er 242 kvm. i stueplan og der er tillige 69 kvm. kælder. Indretningen vil være ideel for både småbørnsfamilien, teenagefamilien, flere generationer eller familien med au pair. For nogle vil den tillige kunne være ideel tli at have firmaet hjemme – og pladsen stor nok til, at de fleste vil kunne etablere sig en rolig hjemmearbejdsplads.
Centralt i huset er vestvendt opholdsstue med brændeovn og med udgang til haven. I direkte tilknytning til stuen er der stort køkken/alrum med fast bænksæt og hvidmalet oprindeligt Charlotte køkken med nyere keramisk elbordkomfur, emhætte, indbygningsovn, microovn, køleskab og opvaskemaskine. En særskilt afdeling rummer stort soveværelse, badeværelse med gulvvarme, bidet, bord med nedfældet vask, skabe, kar og bruser – samt separat toilet, et stort påklædningsværelse m. skabe samt småbørnsværelse/kontor. Med indgang fra husets entre er der værelse og et mindre toilet med brusemulighed. Et stort bryggers med masser af skabsplads, vaskemaskine og tørretumbler giver adgang til et fint hobbyrum – som ret let kan modificeres til yderligere et værelse, hvis der er brug for det. I husets vinkel er der to store værelser, fælles alrum/legerum og badeværelse med kar, bidet og bruser.
Kælderen rummer gildesal med billardbord, viktualierum og fyrrum med Vitodens gasfyr.
Generelt en villa, hvor gode materialer, velovervejethed og godt håndværk er kendetegn – og som i al væsentlighed er original.
Foruden gasfyret har ejendommen luft/luft varmepumpe og brændeovn – og der er tillige monteret 6 kw solcelleanlæg på taget. Fibernet er ført frem til ejendommen.
Der er muret 63 kvm. redskabsrum/dobbeltgarage m. vippeporte samt uregistreret overdækning til campingvogn. Ejer har tidligere også udnyttet en del til hønsehus.
Den store grund har masser af udnyttelsesmuligheder. Den er ret ugeneret med bælter af syren, bøg og bornholmsk røn og der er mange store træer, masser af planter, buske og blomster. Frugt i rigelige mængder bl.a. Ingrid Marie, Elstar, James Grieve, Paradisæbler, Herrepærer, Pierre Conneil og Grev Molkte. Tillige Victoria, Reinclaude og Svedskeblommer samt brombær, mirabeller, hindbær, ribs, solbær og stikkelsbær. Nogle vil ønske at være selvforsynende med grøntsager, andre kan lave plads til masser af udendørsaktiviteter for hele familien og andre igen, kan skabe sig egen varieret prydhave. Der er plads til det hele – og to drivhuse kan hjælpe til, så der er også mulighed for f.eks. agurker, tomater, peber og chili.
Der kan iflg. Lejre kommune ikke udstykkes en grund til selvstændig bebyggelse.
Beliggenheden er nær busser til Roskilde, Ringsted, Hvalsø og Viby og skole, institutioner, idrætsanlæg, Netto m.m. er indenfor bekvem afstand. Det er også let at komme en tur i skoven. Roskilde kan nås i bil på ca. 10 min.
Lejre kommune har en grøn og økologisk profil – og er en stor del af Nationalpark Skjoldungernes land….