Beskrivelse
Velholdt familievilla med fire værelser og stor have
En pæn og velholdt etplansvilla med fire værelser og en god beliggenhed i Vissenbjerg. Det lyder som en bolig, som vil kunne indfri de fleste familiers boligdrømme, og med en stor have, hvor solen flytter ind ved middagstid, er der også noget at komme efter i det fri.
Villaen fra 1976 præsenterer sig som en klassisk 70’er-villa med røde, pæne murstensfacader. Vinduerne blev skiftet i 2013, mens husets høje sadeltag blev renset for to år siden. Og dette er endda kun en lille forsmag på de mange opdateringer, som venter inden døre.
I forbindelse med et større renoveringsprojekt i 2016 fik boligen et flot, moderne køkken-alrum. Afdelingen er udført med stilrent inventar fra Invita, og I får desuden kogehane og god plads til et spisebord. I åben forbindelse hertil ligger stuen, hvor I finder en brændeovn, der kan give en hjælpende hånd på de koldeste vinteraftener.
Badeværelset er fra 2018, og det fremstår lyst og indbydende med sorte klinker på gulvet og i brusenichen, mens inventaret er holdt i hvidt. I boligens ene ende ligger desuden fire værelser i en samlet afdeling, og endelig får I et bryggers, hvor der er fin plads til vaskefaciliteter og gode overskabe.
Haven er et kapitel for sig, og især den store terrasse mod syd og vest er et skønt aktiv. I får udgang fra både stuen og køkkenet, og da solen står på fra middagstid og frem, kan I glæde jer til mange solskinstimer i det fri. I den private baghave finder I et stort drivhus, hvor I kan indrette en hyggelig krog med havemøbler, og plantekasserne er der naturligvis også plads til. Haven er desuden anlagt med flotte stensætninger og sund beplantning, der blandt andet tæller en stor rododendron.
I det store billede ligger villaen i et blandet kvarter, hvor både unge, ældre og børnefamilier har slået sig ned. I har cirka 800 meter til skolen og dermed også til byens centrum, hvor I finder alt fra indkøbsmuligheder til pasningstilbud. I får adresse på et lukket vænge, og I har desuden kun fem minutter til motorvejen, så pendlerturene bliver hurtige og nemme.
Kontakt os for en fremvisning….