Beskrivelse
Lige dér hvor byen summer, men hvor roen alligevel får lov til at fylde, kan du overtage nøglerne til en charmerende toværelses lejlighed. Turen går til Molbechsvej i hjertet af Valby, hvor den gode rumfordeling sørger for, at såvel solisten som parret eller sågar de to gode venner, der ønsker en fælles base i byen, kan finde sig godt tilrette.
Du skal se nærmere på en velholdt rødstensejendom, som har prydet gadebilledet siden 1914. Foruden de indre rammer, som vi om lidt skal runde, får du glæde af et stort, aflukket gårdmiljø bag ejendommens mure. Med grønt til øjet og flere bord-bænke-sæt udgør gårdrummet et skønt helle under åben himmel, hvor du kan samle vennerne til sommerens grillmiddage eller blot sætte dig ud i solen med en bog i hånden. Herfra bevæger vi os indenfor, hvor dit kommende hjem ligger og putter sig bekvemt på tredje sal.
Pæne plankegulve, pudsede lofter med flotte rosetter og dannebrogsvinduer, der lukker rigelige mængder naturligt lys ind, sætter rammerne om lejlighedens 57 kvm. Fra fordelingsentréen er der adgang til samtlige af boligens rum, som først og fremmest tæller et nydeligt køkken med god arbejds- og skabsplads – og det er også her, at du finder vaskemaskinen. Soveværelset vender mod øst, så morgensolen stille finder vej ind, mens stuen er stor nok til at rumme både spisebord og sofaarrangement. Et brusebadeværelse afrunder planløsningen.
Alt dette ligger helt perfekt og helt centralt! Valby Station ligger bare 400 meter væk, og København Syd Station er også tæt på, så både inden- og udenbysrejser med henholdsvis metro og tog klares nemt. Der er nok at tage sig til i dit nære nabolag, for med adresse i Valby C, følger naturligvis også de bynære bekvemmelighederne ved at bo netop her: Omkring dig venter Spinderiet, caféerne på Valby Langgade og grønne pauser i Søndermarken eller Vestre Kirkegård for blot at nævne nogle få.


