Beskrivelse
På vore nordlige breddegrader er det vigtigt at søge dagslyset, og det er netop, hvad arkitekturen i denne villa i Dragør gør bedre end de fleste. Villaen har et mesterligt placeret tagvindue. Ind fra det høje trækkes lyset, som via indre glaspartier breder sig rundt i hjemmet. Når man træder indenfor, er oplevelsen af det særlige lys der med det samme. Alle gæster bemærker det. For de kommende ejere er arkitekturen en gave, der bliver ved med at dele lys ud – året rundt, hver dag.Villaen er en moderne bungalow – arkitekttegnet og opført i 1982. Men hvad er så tricket med lyset? Jo, kort fortalt: Det pyramideformede tag er udstyret med et stort og centralt placeret ovenlysvindue. Lyset fra himlen over Amager og Øresund brager ned midt i hjemmet. Her lander det i stue, alrum og køkken – et opholdsmiljø, der i forvejen nyder godt af lysindtag fra fire verdenshjørner. Men ikke nok med det: Blotlagte spær skaber spændende vinkler og gør ekstra loftshøjde til en gennemgående feature. Sidst, men ikke mindst, sørger højt placerede glaspartier mod værelserne for at distribuere lyset rundt i selv hjemmets hjørner.Foruden køkken, alrum og stue giver rumdelingen bad, bryggers og tre værelser. Alle vægge er flytbare og gør det nemt at justere rumdelingen, som for eksempel at tilføje et værelse mere, hvis det ønskes. (At udvide det samlede boligareal er også muligt – tegninger eksisterer til eventuel inspiration.)Efter en større renovering i 2021 er rumforløbet med køkken, alrum og stue trimmet, ligesom de nye gulve er knirkefri og slidstærke. På energifronten er villaen også godt med, faktisk så godt, at de nede i banken ikke forstår, hvordan det kan koste så lidt at varme boligen op. Men med en enkelt optænding kan brændeovnen varme det hele op i boligen, der scorer et pænt energimærke C. Brændeovnen er placeret, så man kan ligge i en sækkestol foran den knitrende varme og gennem ovenlysvinduet se op på himlens stjerner.Sommerlivet: Stille – i en oase bag et lydisolerende hegn mod vejen. Lukket have med masser af græs til legeglade børn. Nyere træterrasse – med strømudtag og plads til badebassin, lounge, grill og det lange spisebord. Adressen: Børnevenlig – nær vuggestue, børnehave, skole, idræt og indkøb. Naturskønt – tæt på de store naturområder og strandene sydvest for Dragør. Samtidig 20 minutters kørsel til Rådhuspladsen i København.Kontakt Estate for en fremvisning….