Beskrivelse
Dette velholdte træhus med charmerende detaljer i Jerlev kan nu blive jeres. Her venter jer en ideel planløsning til familien, og kvadratmeterne fordeler sig over fire værelser, walk-in-closet, to badeværelser samt et stort alrum med køkken og stue i ét. Der er også et praktisk bryggers. Udenfor kan I nyde sommeren i haven, hvor der er plads til leg og nyde solen hele dagen. I bosætter jer lidt uden for Jerlev, hvor de daglige indkøb kan klares i den lokale købmand under én kilometer fra huset. Området er roligt og børnevenligt, og I kan derfor trygt sende børnene ud at lege. Turen til Ødsted Skole kan klares på under et kvarter via cykelstien, mens der findes gode pasningsmuligheder til de mindste ti minutters gang fra villaen. Trods de landlige omgivelser kan I nå Vejle centrum efter en kort køretur i bil. Det flotte træhus blev malet i 2021 og fremstår derfor nydeligt og præsentabelt ved ankomst. I kan parkere bilen i den store carport, som har tilhørende værksted, redskabsskur og et stort loftrum tilknyttet. Indenfor venter jer i stueplan et lyst og indbydende alrum, der forener køkken og stue på bedste vis. Der er gulvvarme over hele linjen, og køkkenet fra Svane fremstår enkelt og pænt med hvide elementer. Videre på etagen finder I et værelse, et badeværelse og et bryggers med egen indgang samt masser af opbevaringsplads. Bevæger I jer videre til første sal, finder I tre rummelige værelser, hvoraf ét af dem har adgang til et walk-in-closet. Badeværelset er forsynet med badekar og en bruseniche med to brusehoveder. Sommeren skal tilbringes på terrassen, som strækker sig rundt på tre af husets sider. Dermed kan I følge solens bane gennem dagen, mens I betragter børnenes leg på den nemme plæne. Verandaen på den anden side af huset bliver også et yndet opholdssted.Kontakt os i dag for en fremvisning!…