Beskrivelse
Solskinsoase en kort cykeltur fra badestrand!
Velkommen til Nørregårdsvej 13 ved Hønsinge Lyng. Her udbydes et charmerende Västkuststugan sommerhus fra 1977 til salg, beliggende på en skøn og solrig grund, med flere anvendelige udhuse. Vi glæder os til at byde jer velkommen indenfor.
Via nyere terrasse mod øst, findes hovedindgangen til huset. Klassisk for Västkuststugan, har man en fin entré i forbindelse til badeværelse med separat bruseniche bevaret i de originale materialer. Herfra videre adgang til det store køkkenalrum, som sælger har udbygget i 2004, sådan at man har et godt stuemiljø, og med vinduespartier fra øst til vest. Derfor er her det optimale lysindfald, og man har udgang fra stuen til aftenterrasse ud med den store vestvendte have. Her er 2 soveværelser med plads til i alt 4 sovepladser. Køkkenet er dejligt åbent, og falder godt ind i stuens stil med plankegulve og brændeovn.
På grunden har man 2 anneks, det ene nyopført med overdækket terrasse, samt et udhus til opbevaring. Grundens 1531 m2 inviterer til spil og leg, og generelt masser af plads til gæster og overnattende. Sælger har gjort en stor dyd ud af at afholde sociale sammenkomster i haven, og at den skulle være en legeplads for alle. Her er blevet lavet vandrutsjebaner på presenninger om sommeren og kælkebakke om vinteren ned mod vejen, hvor det naturligvis går ned af bakke. På vejen er der et rigtig godt naboskab, hvor ”alle kender alle”.
Du er placeret godt og vel 2 kilometer fra korevlerne, som er en del af et internationalt naturbeskyttelsesområde. I dette område findes nogle af landets bedste badestrande også. På vejen dertil kører du blandt andet lige forbi det populære Burgerhjørnet, som er kendt for sine enorme vaffelis. Der er altid garanti for fuldt hus og sommerstemning! På Lyngvejen findes der supermarkeder og flere hyggelige stop, hvor et slag minigolf eksempelvis også kan spilles med venner og familie.
Kunne du tænke dig en fremvisning af boligen, så ring på 59913333. Vi glæder os til at høre fra dig….