Beskrivelse
Solid villa med potentiale – skab familiens drømmehjem på Olaf Ryes Gade 2
Her får I en solid villa i et veletableret kvarter, hvorfra I hurtigt når midtbyen til fods – præcis som børnepasning og indkøb, mens jeres børn selv kan gå til skole, gymnasium og fritidsaktiviteter. Og selvom I bor så centralt, er der kun få skridt til grønne omgivelser som Ådalen, Stejlbjerganlægget og de smukke stier omkring Slotsøen.Indenfor byder villaen på en god og funktionel planløsning. I stueplan møder I et klassisk køkken med plads til morgenkaffen ved spisebordet samt en stor, vinkelformet stue, hvor solens stråler når langt ind i rummet. Etagen byder også på en udestue, som forlænger opholdsarealet på de lune dage. Hvis drømmen er et åbent leverum, kan man overveje at etablere køkken i stuen og indrette kontor i det nuværende køkken – mulighederne er mange, og rammerne er gode.Entréen binder etagen sammen og rummer trappen til førstesalen, der byder på tre gode værelser – alle med faste skabe og fine lysindfald – samt et rustikt badeværelse med både bruseniche og badekar, hvor gulvvarmen sørger for behagelig komfort. Under tæpperne på værelser og repos ligger trægulve, der venter på at blive bragt frem i lyset.Kælderen sørger for masser af ekstra plads i form af blandt andet et vaskerum, toilet, en entré/fordelingsgang samt tre disponible rum, der kan indrettes som træningslokale, hobbyrum, hjemmekontor eller opbevaring alt efter behov.Udenfor venter en solrig have, der med lidt kærlighed kan genfinde sit tidligere udtryk som en pragtfuld og privat oase. Her er god plads til afslapning, leg og grønne projekter – og et potentiale, der er til at få øje på.Til ejendommen hører også et stort værksted med port, et rummeligt udhus samt to sammenhængende disponible rum. Langs og bagved huset ligger en hyggelig gårdsplads med gode parkeringsmuligheder.Alt i alt får I her en ejendom med god plads og potentiale – lige dér, hvor byliv, natur og hverdagens gøremål mødes.


