Beskrivelse
God stand. 2 altaner. Attraktiv beliggenhed. Lys. Separat bruseniche.
Velkommen til Oldermandsvej 49, 2. tv. – en lys og rummelig lejlighed i rigtig god stand. Lejligheden har en gennemtænkt planløsning og byder på mange smukke detaljer. Den egner sig perfekt til både par med eller uden børn samt enkeltpersoner, der ønsker at bo i et attraktivt og roligt hjørne af Nordvest, tæt på grønne områder, indkøb, spisesteder og offentlig transport. Vi glæder os til at byde dig velkommen!
LEJLIGHED: Når du træder ind ad hoveddøren, mødes du af en stor og rummelig entré med indbygget skab og god plads til opbevaring af sko og overtøj. Herfra er der åben forbindelse til det flotte, hvide elementkøkken med træbordplade, opvaskemaskine og god plads til både opbevaring og madlavning. Fra køkkenet er der udgang til lejlighedens ene altan. Ved siden af køkkenet ligger det store soveværelse med indbygget skab og stort vindue. Her er plads til både seng, skrivebord eller hvad, du måtte ønske. Stuen har ligeledes god plads til både hyggeligt sofaarrangement og spisebord, hvor venner og familie kan samles. Her er der også stort vinduesparti samt udgang til lejlighedens anden altan, hvor der er sol hele dagen. morgenkaffen kan nydes. Fra entréen er der adgang til endnu et værelse, som er oplagt som børneværelse, kontor eller hvad, behovet måtte være. I begge værelser samt stuen findes smukke detaljer som radiatorskjulere, stuk, rosetter og plankegulve. Badeværelset er stort med indbyggede spots i loftet, vaskesøjle med vaskemaskine og tørretumbler, separat bruseniche med rainshower, moderne håndvaskemøbel med opbevaring, vindue og rigtig god plads. Lejligheden fremstår lys, rummelig, indflytningsklar og i rigtig god stand.
EJENDOM: Ejendommen er en pæn og velholdt murstensejendom fra 1938. Den huser E/F Oldermandsvej 43-49 og Lygten 57-59 og er en veldrevet og social ejerforening med styr på vedligeholdelsesplanen. Ejendommen har et flot energimærke i kategori D. Der er brugsret til både loft- og kælderrum. Derudover byder ejendommen på viceværtordning, barnevognsrum, cykelkælder, istandsat vaskekælder samt tørrerum. Husdyr er tilladt og udlejning er tilladt, men bestyrelsen skal gøres opmærksom på det. Til lejligheden hører også adgang til en stor, grøn fælleshave, der indbyder til hyggelige stunder med familie og venner.
OMRÅDE: Oldermandsvej 49, 2. tv. ligger i et attraktivt, fredeligt og hyggeligt hjørne af Nordvest, med kort gåafstand til Grundtvigskirken, Lersøparken og den smukke hospitalspark ved Bispebjerg. Alle tre områder er kendt for deres unikke arkitektur, gamle træer og rolige atmosfære. Her er du tæt på både Bispebjerg Station og Nørrebro Station, med både metro, S-tog og flere buslinjer. De daglige indkøb klares nemt i nærliggende supermarkeder og specialbutikker. Caféer og kulturtilbud finder du også lige rundt om hjørnet for eksempel Tribeca, Åbenbar og det aktive borgerhus Demokratigaragen, som tilbyder alt fra fællesspisninger til debatter og saunagus.