Beskrivelse
Sommerhus med 1.sal
I centrum af Liseleje finder du dette charmerende ældre sommerhus fra 1920. Hvis drømmen er, at det skal ligge på en lille støvet grusvej, at du kommer til at bo i købmandens baghave, at stranden ligger lige om hjørnet og turen hjem, er for kort til at du bliver tør, så skal du se dette sted!!
Her er lyst og venligt, højloftet og med store synlige loftbjælker. Stuen er hyggelig og i en krog kan du bænke hele familien om spisebordet. I anden krog kan du slappe af i sofaen foran brændeovnen med en god bog. Måske resten af familien daser på briksene i havestuen og ser Tour de France på tv. Fra havestuen er der udgang til terrassen. Huset er fra en tid, hvor ordet ”samtalekøkken” ikke var opfundet, der er et godt separat køkken, med udgang til haven og den lille aftenterrasse. Flisebadeværelset er med bruseafsnit og vaskemaskine.
På loftet er der 3 hyggelige værelser af forskellig størrelse.
Haven er skøn, helt ugeneret og nem at holde. Her er plads til både kongespil, bålplads og børnenes gynge i birketræet. Her kan der slappes af.
Kom og se dette skønne sted, centralt i Liseleje. Her er du tæt på alting, om det er bageren, de små butikker eller boderne på torvedage….