Beskrivelse
Herligt meget charme ved Høve Strand
Forestil jer ferierne i dette spændende murstenshus, hvor en eftertragtet beliggenhed i anden række fra Høve Strand følger med. Den velkomponerede ejendom på Orøvej 3 beriger jer med et lyst og kvalitetsbetonet interiør, som er spækket med charmerende detaljer og arkitektonisk særpræg. Herudover kan I nyde udelivet i den henrivende have.Jeres nye feriehjem er velplaceret i et fredeligt, naturrigt område ud til Sejerø Bugten. Således kan I på et kort øjeblik spadsere til vandet og den dejlige badestrand, hvor det fine sand og klare vand indbyder til en tur i bølgen, og der er ligeledes garanti for at se solnedgangen fra strandbredden. I kan også med fordel begive jer ud på gåture i Jyderup Skov og Høve Skov. Cyklen får jer hurtigt til nærmeste dagligvareforretning, mens Asnæs stiller flere velassorterede indkøbsmuligheder til rådighed.Ved ankomst på matriklen hengiver I jer straks til det smukke bygningsværk fra 1932, hvis facade af gule mursten og valmtag af røde tegl mest af alt minder om en solid villa. Ikke desto mindre er dette en oase skabt til at give jer et afbræk fra hverdagen, og den hyggelige stemning er helt i top – både i haven, hvor I kan færdes ugeneret, og inden døre, hvor særligt stuen danner ramme om stemningsfyldte stunder.Lysindfaldet er slående i stuen, og hertil er plankegulvene og stukrosetterne i loftet med til at sætte den pragtfulde stemning. I vil også straks bemærke den markante, murede pejs, som indbyder til at tænde op i aftentimerne. Sæt jer til rette med en god bog, og nyd lyden af den sagte knitren og varmen, der langsomt breder sig i rummet.Ydermere rummer fritidshuset et nydeligt køkken, et badeværelse med murede vægge og terrazzogulv samt et fint værelse, og på førstesalen kan I nemt udvide boligarealet….