Beskrivelse
Arkitekttegnet og fuldmuret bolig fra 2014 i Vejen centrum
Kvalitet og en sikker æstetisk hånd er de dominerende karakteristika ved denne velindrettede førstesalslejlighed. Her er anvendt de bedste materialer såsom italienske fliser, også på balkonen, og smuk granit til bordplader og vindueskarme, mens lofterne er beklædt med Troldtekt og de indvendige mure er vandskuret, så boligens look er gennemført lækkert. Det gælder også det store køkkenalrum med to udgange til den 26m² sydvendte balkon, mens badeværelset er dejligt rummeligt, og to af de tre værelser har indbygningsskabe. Faktisk spiller det hele i denne fuldkommen indflytningsklare bolig, så I kun skal spekulere på at møblere den, når nøglerne er overtaget.
Ejendommen er opført i 2014 og fremstår æstetisk flot og meget markant med de to forskellige slags mursten og i en smagfuld arkitektur, hvor de fire boliger i hver af de to bygninger er en fryd for øjet. Der er skam også tænkt på det funktionelle, så der hører en carport med eget redskabsum til lejligheden, ligesom der er gjort plads til gæsteparkering og at henstille jeres cykler under et halvtag.
Østergade 23 er en dejlig central adresse i Vejen, hvorfra det er nemt at deltage i bylivet, da det meste befinder sig inden for en gåafstand af ti minutter, herunder togstationen, Troldeparken og Vejenhallen, ligesom I har specialbutikker og gode restauranter i nabolaget. Den nærmeste dagligvarebutik ligger endda endnu tættere på jeres hoveddør, så alt er nemt og lige til at gå til, både boligen og beliggenheden….