Beskrivelse
Når noget er for godt til at være sandt, så er det ofte sådan, men her har vi en undtagelse. Vi ynder at beskrive beliggenheden på følgende måde. Østre Alle har en vandside og en byside. Vandsiden er selvfølgelig meget populær. Fortsætter man mod havet så løber fyrstien langs kysten og krydses den, ligger en mindre række huse. Disse er ekstremt populære og har alle formidabel udsigt over Øresund. Foran disse huse ligger to huse med den mest unikke beliggenhed i Gilleleje. Man kan ikke parkere ved huset, men går dertil af stier som nærmest aldrig bruges, hvorfor man opnår totalt privatliv her. Parret der bo der nu, har en ATVér på plader, som de bruger til at hente dagligvarer eller is og fisk på havnen. Denne kan køre ned af skrænten og parkere lige ved huset. Selve grunden er en drøm for sommerhusejere. Den er vild natur, men også græsplæne til fodbold og flere fantastiske terrasser – alt sammen med havet som majestætisk tilskuer. Fordi man er nede i højdemeter, så får man udsigten langs skrænten meget tydeligt, hvilket er utrolig smukt. Udover havet ses Kullen og de mange spændende skibe på det travle Øresund og imod vest har vi Gilleleje Havn. På den måde får man stadig 200 graders fuld havudsigt, men der sker stadig noget mere end bare bølger og hav. Går man ud fra haven og til venstre rundt om pynten ligger Strandbakkerne, som tilbyder alletiders badestrand. Selvom den kun er 150 meter væk, skjuler pynten huset og da det kun er store sten resten af vejen til fyret, så går nærmest ingen på denne strækning. Hvis man ikke gider stranden, ligger der en badebro 150 meter til højre for huset, som man kan bruge. Fortsætter man til venstre efter pynten, så krydser man Strandbakkerne og det lille skovstykke, det tager måske samlet 5 min. og så står man i Gillelejes gamle bydel. Dette fuldender den unikke beliggenhed, som altså har fuld havudsigt, totalt privatliv og nærhed til Gillelejes pulserende bymidte, som lever året rundt. Grundet denne unikke beliggenhed er hele grunden også totalt fredet, så man skal have tålmodighed, hvis man vil ændre noget. Det behøver man dog heldigvis ikke bekymre sig om, da huset blev smukt gennemrenoveret i 2009 med de flotteste trægulve, simple hvide vægge og loft til kip i køkkenet. Udenfor er det også fuldt renoveret i original stil – sorte træbrædder og træspån på taget, med kobber detaljer. Smukkere bliver det ikke. Selve huset er godt indrettet, indeholdende en lille entre med skjult vaskesøjle til venstre og fint størrelse badeværelse til højre. Herfra træder man ind i stuen, som har et dejligt sofaområde, hvorfra man kan se havet igennem spisestue og køkkenet. Fra dette rum åbnes dørene ud til den lækre træterrasse med en af Gillelejes bedste udsigter. Fra stuen er der adgang til masterbedroom med masser af plads, hvor man bogstaveligt kan falde i søvn til bølgeskvulp fra de åbne døre. Fra masterbedroom kan man gå op til skønt soveværelse og går man bagom huset findes endnu et soveværelse.Huset er i tegnet af arkitekt Erik Møller som bl.a. også står bag opførslen af Århus Rådhus og Industriens hus på Rådhuspladsen. Det ligger inden for strandbeskyttelseslinjen så der må ikke opføres yderligere på grunden.På denne adresse handler det kun om havet, ro og afslapning i totalt private rammer og samtidig med alle muligheder indenfor rækkevidde….