Beskrivelse
Hyggeligt sommerhus nær stranden
* Fin og rummelig hems
* Få trin fra vandkanten – med havudsigt
* Hyggeligt udemiljø
* Andelsgrund
Selv for skønne Hasmark Strand er det svært at ønske sig en bedre beliggenhed, end hvad dette flotte fritidshus byder på. Huset ligger nemlig akkurat tilbagetrukket fra promenaden, og dermed byder ikke mindst den store hems på en nydelig udsigt til vandet på den anden side af diget.
De seneste år har sat skub i udviklingen, og flere får nu øjnene op for dét, som lokalområdets indfødte altid har vidst: nemlig at de nordfynske strandbyer er noget helt særligt. Af disse er Hasmark den mest populære, og blandt de andre feriegæster møder I alle typer og dialekter. For at få øje på det store trækplaster skal I blot kigge ud af vinduet, hvor stranden og det blå, børnevenlige badevand strækker sig langs kysten.
For de eventyrlystne byder området på andet og mere end strandliv og bølgeskvulp. Denne del af strækningen ligger helt tæt på Enebærodde, hvis smukke, fredede hedelandskab altid er et besøg værd. Og om I tager turen til fods, på cykel eller måske nyder området fra havkajakken eller paddle boardet – det er selvfølgelig op til jer selv.
På Østre Strandvej 281 møder I et særdeles nydeligt og velholdt fritidshus, hvis solgule træbeklædning hjælper sommerhusstemningen godt på vej. På syd- og vestsiden af huset finder I skønne udeområder med karakter af en gårdhave, og her er særligt den overdækkede træterrasse jeres optimale forsikring mod tvivlsomme vejrudsigter. I får også en udebruser, så I undgår at slæbe lamineringen af solcreme, salt og strandsand med indenfor.
Som ejendom betragtet er huset også interessant. For med en god og anvendelig bonusbygning udgør selve sommerhuset kun én del af den samlede pakke. Den tilhørende bygning byder foruden et depot til opbevaring også på et stort disponibelt rum med eget badeværelse tilknyttet, og de to bygninger forbindes praktisk af den overdækkede terrasse.
Indenfor kan huset bryste sig af et charmerende opholdsområde, hvor køkkenets fine fyldningslåger får følgeskab af brændeovnen i stuen. Som supplement er varmepumpen den helt rette anordning, og I kommer dermed aldrig til at fryse, når I af og til bliver lokket herop af vinterens ro. Badeværelset ligger til højre for entréen, og endelig repræsenterer hemsen en betragtelig mængde anvendelig bonusplads, hvor I kan indrette både senge- og siddepladser.
Vi arrangerer gerne en fremvisning. Kontakt os….