Beskrivelse
Lys og indbydende villa
Velkommen til P O Pedersens Vej 31 – en boligoplevelse ud over det sædvanlige – en lys og stilren arkitekttegnet HOLM-HUS villa tegnet af Vestjydsk Arkitektkontor A/S. Her er der tænktover hver kvadratmeter, hver linje og hvert lysindfald – for dig, der værdsætter æstetik, rumforløb og hverdagskomfort i høj kvalitet. Det arkitekttegnede hjem byder på store gulv-til-loft vinduer, der trækker dagslyset smukt ind i de to stuer og skaber en naturlig forbindelse mellem inde og ude. Franske døre åbner op til et lyst og indbydende køkken-alrum med stor køkkenø og plads til et rummeligt spisebord – boligens hjerte og samlingspunkt. Huset rummer tre gode værelser. To er oplagte som børneværelser, mens det sidste har en meget generøs størrelse. Soveafdelingen ligger separat fra opholdsrummene, hvilket giver en god ro og effektiv afskærmning fra aktivitet i stuerne. Master bedroom kan nemt opdeles, hvis der er behov for fire værelser. Den store L-formede stue giver desuden mulighed for endnu et værelse, hvis behovet er der, uden i øvrigt at gå på kompromis med rummeligheden. Boligen rummer ligeledes et praktisk bryggers med egen indgang, håndvask samt vaskemaskine og tørretumbler.Boligen er opdateret med vinduer i 2016 og har en god energistandard. Køkkenet er udstyret med Quooker, stort køleskab og gulv-til-loft fryser. Badeværelset har både gulvvarme, separatbruseniche og badekar. Kvalitetsstofpersienner i sort – tilpasset vinduerne – kan medfølge. Huset fremstår generelt i indflytningsklar stand. Den murede garage har automatisk port og el-ladestik, og facaden er arkitektonisk sammenhængende med selve boligen. Indkørslen er rummelig og praktisk. Fra både alrum og opholdsstue er der direkte udgang til en stor terrasse med plads til både lounge og spiseområde. Terrassen er udstyret med en elektronisk markise med integreret lys, og en muret væg mellem hus og garage sikrer privatliv og en harmonisk helhed mellem hus og uderum. Terrassen er fuldstændig ugeneret uden indkig fra vejen. Haven er plan med nedgravet trampolin og god plads til leg. Et hjem med sjæl, lys og kvalitet – til familien, der ikke går på kompromis med æstetik funktionalitet og komfort


