Beskrivelse
Indflytningsklar 2V’er på central adresse – to altaner og skønne fællesområder
Åbent hus med tilmeldingskrav 11/6 – klik på billede –
Der kan sættes flueben i alle de rette bokse, når du ser nærmere på denne lyse 2V’er. Lejligheden byder på en perfekt udnyttelse af pladsen, flotte opdateringer og gode uderum – både i form af to altaner og et skønt anlagt gårdmiljø. Og derudover får du en meget central adresse i city med den perfekte kombination af byliv og rekreative arealer lige uden for opgangen. Har du bil? Ja så er der god mulighed for at leje din egen parkeringsplads i baggården.
Indkøbsmuligheder og forskellige take-aways findes der rigeligt af rundt omkring i lokalområdet, hvor letbanestationen lige ude på Nyborgvej samtidig skaber hurtig forbindelse til det absolutte centrum, Rosengårdcentret eller Syddansk Universitet, som i øvrigt kun ligger 3,5 kilometer fra adressen. 300 meter længere oppe ad vejen finder du Sct. Jørgens Park, som udgør en del af byens vidtstrakte grønne bælte, der følger Odense Å gennem byen.
Du behøver dog ikke engang at bevæge dig så langt for at kunne nyde udelivet. Den velfungerende ejerforening har stået for at opgradere gårdhaven, så fine terrasser i flere niveauer giver god plads i hyggelige rammer. Træterrasser med højbede udnytter pladsen over carportene til perfektion, og gårdhaven hænger endda sammen med Albaniengen. Ejerforeningen stiller ydermere et festlokale til rådighed i naboejendommen. Endvidere finder du et depotrum i kælderen samt fælles vaske- og tørrerum.
Lejligheden ligger øverst på tredje sal i en klassisk og velholdt ejendom fra 1936, og indretningen følger en velkendt skabelon. Entréen agerer bindeled til alle boligens rum, hvor køkkenet og soveværelset er placeret på højre hånd, mens badeværelset ligger ret fremme. Til venstre finder du stuen, og bemærk desuden, at stuen og soveværelset er stort set lige store. Opholdsrummet har skråvægge og en stor, østvendt vindueskarnap med forbindelse til en lille altan, og omvendt har soveværelset fuld loftshøjde – en ganske unik detalje. Herfra tilgår du lejlighedens større, vestvendte altan, som har en grøn udsigt over gårdmiljøet.
Det er også værd at bide mærke i boligens flotte opdateringer. Køkkenet fremstår lyst og pænt, mens badeværelset brillerer med muret bruseniche, gulvvarme og vaskesøjle, så du slipper for ugentlige slæbeture til vaskekælderen.
Lejligheden er et oplagt forældrekøb, men vi byder naturligvis alle interesserede velkommen.
Kontakt os for at høre mere ved en fremvisning….