Beskrivelse
CHARME OG SKØN BELIGGENHED PÅ HELE 222 ETAGEMETER
Furesø bliver en smuk kulisse for dagens løbetur, og det er ikke svært at forestille sig, hvor lækkert det bliver at bo kort fra så meget natur, men samtidig have byens tilbud tæt på. På samme vis kan I glæde jer til at pakke flyttekasser ud i en indbydende villa, hvor de store, lyse rum og loftshøjden er noget af det første, I bemærker. Den boliglignende underetage sørger også for mange muligheder med tre disponible rum og et badeværelse.Med adresse i Virum får I et nærmiljø, der kan det hele. Familiens pendler tilgodeses med cykelafstand til S-toget, hvilket også gør sig gældende for børnene, der skal til Virum Skole. De yngste kan afleveres 400 meter fra huset. Samtidig er Virum Gymnasium og sportshallen inden for nær rækkevidde. I bor kun 450 meter fra nærmeste supermarked, og nærheden til Furesø giver jer fantastiske, naturskønne rammer til fritiden, som kan nås på under fem minutters cykeltur.Den gedigne gulstensvilla er opført af en murermester i 1959, og det er tydeligt, at der har været fokus på at skabe en lys og fleksibel bolig. Hjemmets hjerterum er uden tvivl køkkenet og stuen, og det vinkelformede køkken har rigeligt med opbevaringsløsninger bag de elegante fronter og i de sortmalede sokkelskuffer. I vinkelstuen indretter I jer let efter jeres behov, og både det pæne kvadratparketgulv og det behagelige lysindfald fra syd bidrager positivt til den indbydende atmosfære. Fra stuen er der endda udgang til et terrassemiljø i tre niveauer. To værelser (mulighed for tre) og et badeværelse runder stueplanet af, og der er stadig meget at komme efter i den attraktive underetage. De lækre, ekstra kvadratmeter er i boligstandard og består af tre disponible rum og et badeværelse samt egen indgang.Huset ligger på en koteletgrund, hvor I er tilbagetrukket fra vejen og har havemiljø med uforstyrrede solkroge. Der er to fliseterrasser, og den store terrasse i træ har et overdækket afsnit, hvor udendørslivet kan nydes i næsten alt slags vejr. Børnene vil dertil elske at lege på græsplænen, der står flot med bede, buske og træer….