Beskrivelse
Velholdt, velfungerende og velindrettet – familievilla med skøn adresse i Vissenbjerg!
Åbent hus med tilmeldingskrav 8/2 – klik på billede –
Når man opgraderer en klassisk villa, lægger man almindeligvis sit fokus på de indvendige rammer. På Parkvej 74 er man gået skridtet videre, så her får I et hus, som fra inderst til yderst fremstår i pæn, velholdt stand. Med andre ord er der fuld balance mellem form og funktion, og i baghånden får I endda en skøn adresse på en lukket vej i Vissenbjerg.
Først og fremmest præsenterer ejendommen sig aldeles nydeligt. Gule murstensfacader er fast inventar på de danske villaveje, mens valmtaget i betonsten er flot afdæmpet og i øvrigt kræver meget lidt vedligehold. Villaen er oprindeligt fra 1974, og under tag får I desuden en god garage på 34 m2. Og med sine 165 m2 er boligen ganske rummelig – også sammenlignet med langt nyere etplansvillaer.
Enhver bolig står og falder med sin planløsning, og heldigvis har man truffet de helt rigtige beslutninger på indretningens vegne. I den ene side af huset venter en god værelsesafdeling, hvor I finder tre værelser, og sammesteds ligger boligens badeværelse samt bryggerset, der har plads til vaskefaciliteter og ligeledes fungerer som indgangsparti. Er der teenagere i husstanden, bliver der til gengæld rift om hjemmets fjerde værelse, for det ligger helt for sig selv ved den pæne entré. Her finder I tilmed et praktisk gæstetoilet, og med egen indgang via entréen er der frit lejde for familiens natteravn.
I tidens løb har man prioriteret lyse opdateringer i de vigtigste rum – nemlig boligens opholdsrum. Centralt i boligen får I et pænt køkken-alrum, hvor selve køkkenet er udført med lyst, neutralt inventar med sorte bordplader som kontrast. Derudover kan I glæde jer til to regulære stuer i åben forbindelse, så I skal skrive mange invitationer, hvis I vil løbe tør for plads til de store familiefester. Som prikken over i’et får I en lukket, overdækket terrasse, som svarer til en udestue, hvor I kan få forsmag på foråret. Her er endda en udepejs, så I kan holde hyggen kørende, når kulden kommer snigende. Selve haven er flot anlagt og velholdt, så den matcher huset én til én.
Beliggenheden kan man heller ikke sætte en finger på. Mod nord ligger et skønt skovområde, og samtlige fornødenheder findes inden for den nærmeste kilometer. Det gælder skole, daginstitutioner og indkøbsmuligheder, mens Vissenbjergs upåklagelige placering i forhold til motorvejen, Odense og Trekantområdet sætter trumf på.
Velkommen….