Beskrivelse
Tidstypisk tresserhus med fredelig beliggenhed på stikvej i den sydlige del af Brørup Mens mange mennesker i Europas metropoler havde travlt med at demonstrere om love & peace i 1968, greb man ønsket om fred og tryghed anderledes praktisk an her på en lille stikvej i den sydlige del af Brørup, hvor man sten for sten skabte et sted, hvor en familie kunne flytte ind og skabe et hjem. Huset var helt naturligt skabt med det lange blik for øje, som et hus der skulle holde i mange år. Som sagt så gjort. Det står her således stort set med samme fremtrædelsesform på denne vej, der om noget symboliserer fred og ro, nemlig Paxvej – fredens vej. Om her altid har eksisteret love & peace, oplyser de solide mure ikke. De holder tæt om den slags og nøjes med at skabe trygge rammer for det, der sker indenfor. Der er heller ikke noget hurlumhej med planløsningen. I får helt som forventet to børneværelser, voksenværelse og badeværelse plus et rummeligt bryggers og et lille viktualierum. Køkkenet har alle fornødenheder og dør ind til stuen, som er så stor, at her kan være flere møbelgrupper. I kan vælge at skabe et helt åbent køkkenalrum som en del af en modernisering. Udenfor får I garage, terrasse og en plæne, hvor børnene alt efter deres alder kan tumle, lege og spille bold. Eller dase i solen med vennerne. Haven er opvokset med høje træer, så I har private forhold på hjemmebasen akkompagneret af fuglesang fra trækronerne. Beliggenheden her i den sydlige del af Brørup er perfekt til en familie, hvor I har det meste inden for cirka en kilometer, herunder pasning, skole og sport. Desuden byder Brørup på supermarkeder, butikker og adspredelser af så forskellig art som bowling, bibliotek og biograf. Når I skal til andre byer, er det hurtigt at cykle til togstationen, som befinder sig godt en kilometer fra indkørslen, ligesom det er hurtigt at komme til motorvej E20 mod Esbjerg i den ene retning og Kolding i den anden….