Beskrivelse
En smal, horisontal linje. Det må være Sverige…
Jamen altså, hvis nu huset på Piniehøj 15 var en film, så ville den synge omkvædet til CV Jørgensens sang i Mig og Charlie: Jeg har det hele, ja, lidt til og meget mer. Det er et klassisk 1960er parcelhus fra 1966 med udsigtsvinduer så store, så det ikke er til at skelne mellem himmel og hav. Vandet i Øresund flyder op i himlen kun adskilt af en smal horisontal linje. Det må være Sverige. Turen til stranden måles ikke i stenkast, men i trappetrin, og dem er der bare 10 af. Grunden er på 830 m2 uden ét eneste græsstrå, altså et græsløst hus, til gengæld er det omringet af sol- og udkigsterrasser. Beliggenheden bliver ikke bedre i Rungsted.
Her er 160 m2 bolig i ét plan med en fin planløsning. Med vinduer hele vejen rundt er det et hus med masser af lys. Alt står originalt, alt er velholdt med massiv kystsikring. Rungsted Havn ligger lige om hjørnet, om sommeren i bare tæer langs stranden en gåtur på 10 minutter.~Tennisspillere får et særligt privilegie her, for bare 75 meter væk ligger en helårstennisbane kun for medlemmer af grundejerforeningen. Det samme gælder for sommer- og vinterbadere, som har adgang til privat badebro. Perfekt bolig til det aktive, modne par med et forventningsfyldt otium foran sig.
At bo på Piniehøj er at være med i et fællesskab af herligheder, man kun kan blive grøn af misundelse af. Stor, fælles park med grønne og røde æbler. Og ja, pinietræerne, de smukke pinietræer i pinjehøjskvarteret, eksotiske og elegante er de. Og så er der bare et lille kilometer til Rungsted Golf Klub. Alt er godt i Rungsted. Lystbådehavnen Rungsted Havn har ambitioner og gjort det så godt for sig selv, at den i dag dominerer oplevelsen af, hvor Rungsted ligger. Her er molepromenade med lækre butikker, fiskemand, caféer og 11 restauranter. På de yderste moler har havnen plads til de helt store både. Ja, det hele er her, lidt til og meget mer….