Beskrivelse
Udsigtsvilla i første række til Brabrand Sø
Rummelige og renoverede kvalitetsrammer i naturskønne omgivelser.At have naturen lige uden for døren og vinduet er en luksus, du vil sætte pris på hver dag. Og sådan er det her på Qvistgaardsvej 6 i Brabrand, hvor den store grund strækker sig helt ned til søen. Fra villaen på toppen af grunden nyder du udsigten, og du skal kun lige ud af havelågen for at kunne søsætte din kajak eller begive dig ad Brabrandstien rundt om søen eller ind til Midtbyen. Villaen, der løbende er renoveret, opdateret og udvidet, byder på 223 etagemeter i tre funktionelle plan – alle med søudsigt.BRABRAND – Naturen fylder meget i Brabrand – ikke mindst søen, der ifølge sagnet er dannet under en køllekamp mellem to kæmper, hvis enorme køller har lavet de store fordybninger i det bakkede grønne landskab. I dag er det primært roere, der kæmper på vandet, som er hjemsted for Brabrand Rostadion. Du kan også selv sætte kajakken i søen og glide lydløst gennem morgendisen. Her er en fantastisk ro og samtidig et rigt dyreliv, som du også kan betragte hjemmefra – eller på cykel- eller løbeture rundt om søen, hvor den asfalterede sti på ca. 20 km udgør et stabilt underlag. Stien kan også føre dig ind til Midtbyen langs Aarhus Å på under en halv time, afhængig af benenes dagsform.På Silkeborgvej finder du større supermarkeder, mens Hovedgaden rummer mindre butikker, en hyggelig kaffebar og flere spisesteder. Engdalskolen ligger få minutters gang hjemmefra – det samme gælder busforbindelser til byen. Lokalt finder du også institutioner og gode idrætsfaciliteter. På Qvistgaardsvej bor du tæt på det hele, men allertættest på naturen. Her er søbredden din grund – og Søparken din nabo. Klassisk håndværk møder moderne arkitekturVillaen er opført i 1909 som et af de første huse på den rolige vej. Siden er flere skudt op, men du er stadig ganske ugeneret. Huset ligger på toppen af den store grund, som skråner ned til søen – og er således hævet over stien. De nuværende ejere, der overtog i 1995, har løbende renoveret og opdateret rammerne med hjælp fra dygtige arkitekter. Der er bl.a. blevet tilføjet et flot indgangsparti og en delvist overdækket terrasse i ipétræ. Indgangspartiet sørger for en evigt imponerende velkomst, for så snart fordøren går op, er der udsigt til søen og landskabet omkring den gennem det store vindue fra gulv til loft. Sidstnævnte er beklædt med ipélameller, og et specialbygget garderobeskab gemmer på såvel overtøj og sko som rummets radiator. Fra entréen er der adgang til den centrale hall, der skaber forbindelse til resten af huset – førstesalen, underetagen og stueetagens leverum. Hele stueplanet er så sent som i 2017 renoveret til den høje standard, du ser i dag – bl.a. med gennemgående Dinesen-planker på gulvet, hvori varmekonvektorer er elegant nedlagt under riste af samme træsort. Badeværelset med gulvvarme har i stedet mørke gulvfliser, som danner en flot kontrast til de hvide overflader og inventaret fra Multiform med Dornbracht-armaturer. I køkkenet er elementerne ligeledes fra Multiform, mens du her nyder godt af Qooker-vandhane samt ovne og induktionskogeplade fra Gaggenau. Det store, integrerede køleskab er fra Liebherr, ligesom du med den praktiske køleskuffe kan have faste ingredienser lige ved hånden, når du laver mad. Stor terrasse og skønne værelser med udsigtLyset strømmer ind i alrummet fra flere sider – bl.a. gennem de nye, store vinduer, der samtidig sikrer størst muligt udbytte af udsigten til søen. Det gælder også i den tilstødende stue med specialbygget bogreol, hvor en hyggelig aften med gæster eksempelvis kan starte med en aperitif – hvis ikke det er vejr til udehygge på den ca. 40 kvadratmeter store, sydvendte terrasse. Herude er der fri udsigt hen over søen og helt ud over Aarslev Engsø mod vest. Terrassen er udført i samme arkitektoniske stil som indgangspartiet bl.a. med ipélameller indvendigt på den overdækkede del. Du nyder godt af solens stråler hele dagen – fra morgenkaffen til den grillede aftensmad, mens fuglene står for underlægningsmusikken. En smuk, renoveret trappe fører op til førstesalen, som i dag består af to rum – en stor stue samt et soveværelse. Det er dog muligt at genetablere flere værelser heroppe efter behov. Loftet går til kip med fritlagte hanebånd, og en stor kvist åbner stuen mod det smukke sceneri, der ændrer udtryk, som vinden blæser. I soveværelset, hvor du har et stort håndsnedkereret skabsparti og opbevaringsrum, sørger flere Velux-vinduer for, at du også kan nyde synet fra sengen – fx når fuldmånen går sin gang hen over søen og spejler sig i vandet.I underetagen, hvor ca. halvdelen af de 76 kvadratmeter er godkendt til beboelse, er der gravet ud, lagt isolering og etableret gulvvarme. Derfor er det nederste plan tørt og sundt med to gode værelser, som begge har dobbeltdøre ud til den nedre fliseterrasse og haven. Her kan familiens ældste børn få et sandt paradis med egen indgang og eget badeværelse med badekar og bruseniche. Etagen rummer også et stort og praktisk bryggers med masser af skabsplads, hvor du kan smide løbe- eller cykeltøjet direkte i maskinen efter en tur rundt om søen.Ideelle rammer til familien, der gerne vil tættere på naturen uden at komme for langt væk fra byen. Nyd freden, roen og den storslåede udsigt fra første parket og de lyse, renoverede rammer, der emmer af kvalitet og godt håndværk….