Beskrivelse
HELÅR / FRITID – Velbeliggende byhus i én af Rudkøbings små hyggelige og rolige gader ned mod havnen. Her gror stokroserne langs facaderne på den varierende bygningsmasse, der er med til at give den romantiske stemning som du oplever i Rudkøbing midtby og særligt her i Ramsherred. Husets beliggenhed og indretning er helt klart et væsentligt aktiv og særligt for denne bolig skal det nævnes, at der er indkørsel og parkering til ejendommen. Standen kunne bestemt være mere luksuriøs men dog absolut beboelig, og den fremtidige ejer får stadig mulighed for at sætte sit eget præg på denne velbeliggende perle – hvilket prisen naturligvis er fastsat efter. Indretning: entre med adgang til stue med opholds- og spiseafdeling med trægulve og trappe til 1. sal, der rummer 2 gode værelser. Endvidere mellemgang med adgang til hyggelig sidegård med fliser. Fra mellemgangen er der adgang til pænt badeværelse med brus og gulvvarme. I det integrerede baghus er der køkken med spiseplads med udgang til solrig træterrasse samt værelse på 1. sal. Den idylliske og charmerende have byder på lækroge og blandet bevoksning og haven løber ned til Havnegade, hvor der er egen garage og udhus. Hvis I drømmer om et velbeliggende byhus i Rudkøbing, så kan I bestemt erhverve denne yderst velbeliggende perle midt i byen til en absolut fair pris. Kontakt ejendomsmægleren for en fremvisning, der helt sikkert ikke vil skuffe jer….