Beskrivelse
Mellem Slagelse og Fuglebjerg ligger denne ejendom, der tilbyder masser af plads til børnefamilien. Glæd jer til en skøn udsigt over det åbne marklandskab fra et velindrettet hjem med tre værelser og gode opholdsmiljøer. Ude venter flere udbygninger og lader til hobbyaktiviteter.
Jordarealer frastykkes i forbindelse med salg, så I får et areal på ca. 3.280 m2. Dette kan dog aftales større. Det endelige skel/matrikelgrænse mod mark og granplantage fastlægges af sælger.
Selvom I bosætter jer landligt omgivet af et åbent marklandskab, er der alligevel ikke langt til hverdagens fornødenheder i Fuglebjerg fem kilometer væk. Her finder I både indkøbsmuligheder, skole, daginstitution og idrætsfaciliteter. Der er et godt foreningsliv i byen og flere arrangementer for alle aldersgrupper. I bil kan I desuden være i Slagelse bymidte på under 20 minutter.
På matriklen indbyder udearealerne til leg, bevægelse og forskellige aktiviteter for hele familien. Her er to garager og en carport med videre adgang til flere disponible rum, og generelt får I meget plads til værksteder, hobbyer og andre projekter. Sommeren kan nydes i den skønne have med en vestvendt terrasse, og har I grønne fingre, er de to drivhuse lige sagen.
Stuehuset fordeler sig over halvandet plan og fremstår i velholdt stand, og I kan uden problemer flytte ind og benytte rummene, som de står. Det er også en mulighed at modernisere og selv sætte et præg på indretningen. Det er op til jer. Ét af hjemmets hjerterum folder sig ud i den rummelige vinkelstue, der modtager et herligt lysindfald gennem vinduespartierne mod vest. Her får I masser af plads til alt fra den bløde sofagruppe til langbordet og et legehjørne til børnene. Køkkenet tilstøder, og måske I kan åbne mere op for at skabe forbindelse til stuen. Stueplanet fuldendes med et badeværelse i en mere nutidig stil. Alle tre værelser er placeret på første sal.
Kan I se det for jer?…