Beskrivelse
Stor, charmerende toplansvilla i roligt kvarter
I denne velholdte og charmerende villa på intet mindre end 233 m2 har du plads til hele familien, nærvær og hobbyprojekter. Den arkitektoniske perle byder på masser af lysindfald fra store vinduespartier, gode opholdsrum og fem værelser. Du får desuden en lukket terrasse, skøn have, stort bryggers og to badeværelser. Du er placeret tæt på grønne områder, legepladser og institutioner i Gjellerup
Den fine villa rummer hele fem værelser, og i stueplan finder du en rummelig entre, stort bryggers med opbevaringsplads, badeværelse, køkkenalrum, stue og pejsestue med direkte udgang til et drivhus, samt et værelse. I stueplan får du både charmerende trægulve, lyse klinker, franske foldedøre og store vinduespartier.
På husets førstesal finder du fire gode værelser, endnu et badeværelse og en charmerende opholdsstue. Fra det største af værelserne har du udgang til en hyggelig svalegang. Det fine lysindfald går igen og du finder desuden indbyggede skabe i tre af værelserne
Det er nemt at finde et godt spot til morgenkaffen eller en drink med husets to terrasser. Fra køkkenet og pejsestuen har du direkte udgang til en god, lukket terrasse – din helt egen private oase. Fra den store terrasse har du også adgang til resten af haven som er nem og velholdt.
Villaen ligger for enden af en lukket vej, med gå- og cykelafstand til både offentlig transport, indkøb, grønne områder, institutioner og Lindbjergskolen. Du finder også flere fine legepladser i nærområdet og flere sikre stier, som børnene let og sikkert kan færdes via. Du har desuden kort køreafstand til både Herning og motorvejen.


