Beskrivelse
Arkitekttegnet, fuldmuret kvalitetsvilla med udsigt
Dette er kombinationen af en rummelig, fuldmuret villa, hvor der med al tydelighed er tænkt over både indretningen og materialevalgene, og en fortrinlig beliggenhed, hvor især udsigten til grønne arealer og vidtstrakte marker springer i øjnene. Boligen er lys og indbydende, og ude såvel som inde er æstetikken gennemført ned til mindste detalje. Det ses eksempelvis i det markante opholdsrum med høje, brede vinduespartier og på den ekstraordinære terrasse med en særegen, glasafskærmet pergola på terrassen. En attraktiv beliggenhedAdressen hedder Ravkærsvej 28, og huset ligger for enden af en blind, stille vej i Søften med få kilometer til Arhus. Netop placeringen på vejen giver anledning til et imponerende kig over markerne, der bølger blødt. I baggrunden toner grønne trætoppe frem. Ikke desto mindre er man tæt på alle de faciliteter, der får hverdagen til at gå op i en højere enhed. Det gælder eksempelvis for pasningstilbud og skole, der nås inden for en radius af godt og vel halvanden kilometer, ligesom man ikke er langt fra indkøbsmuligheder, fritidsaktiviteter og rekreative arealer ved Himmerig Skov og Kvottrup Skov. Sidstnævnte kan ses fra haven.Beliggenheden er tilsvarende fordelagtig i det større perspektiv. Den Nordjyske Motorvej er let tilgængelig, hvorved det er hurtigt at komme vidt omkring, og via landevejen kan man køre til Aarhus absolutte centrum på bare et kvarter.Villaens mange fortrinArkitekturen er umiskendeligt moderne med skarpe linjer og afdæmpede nuancer. Den vandskurede facade er hvid, og taget er udført med lav, ensidig hældning. Boligens primære opholdsrum udgøres af en flot forening mellem køkken og stue, hvor loftet er ført til kip, mens lyset strømmer ind gennem de sydvestvendte vinduer.Invita-køkkenet fremstår med sorte, glatte fronter, en kridhvid Corian-bordplade og hårde hvidevarer fra Miele. VOLA-armaturerne, der tillige ses på de to badeværelser bidrager også til den sikre æstetik. I opholdsrummet ses store klinker på gulvet, der i hele huset er forsynet med gulvvarme, og det skorter heller ikke på tekniske finesser, hvor der blandt andet er installeret IHC-el og ventilationsanlæg fra Nilan. Det samlede beboelsesareal er på 272 kvadratmeter, der foruden stuen består af et forældresoveværelse med tilhørende walk-in-closet og badeværelse, et nyetableret vinrum, et kontor samt tre værelser med egetræsgulve og hemse. Endnu et badeværelse og et praktisk bryggers fuldender rumfordelingen.En velkomponeret haveFra stuen leder to døre til terrassen, der er udformet med en karakteristisk pergolalignende overdækning. For ikke at begrænse udsigten, men tillige skabe et terrassemiljø i læ, er der stedvist opført glasafskærmning, mens også det fine spejlbassin skal fremhæves. Rundt om hovedparten af grunden løber en velklippet hæk, og den grønne del af udearealet er blandt andet beplantet med frugttræer, dekorative buske og en græsplæne. I indkørslen er der plads til adskillige biler, ligesom man kan parkere to biler i carporten med tilhørende redskabsrum.Liebhaver….