Beskrivelse
ELEGANT 2ER: TOTALRENOVERET HELLERUP-ATTRAKTION- 62 m2, stilfuldt renoveret, tæt på stationen og StrandvejenDet centrale Hellerup omkring stationen hører til et af det nordlige Københavns hyggeligste kvarterer med sine mange skønne villaer og beboelsesejendomme, lokalt liv, samt hyggelige spisesteder og forretninger. På Rebekkavej nummer 35 i en smuk rødstensejendom fra 1930 ligger denne elegant renoverede toværelses lejlighed og venter på dig, der sætter pris på fred og ro, når du er hjemme, men ikke samtidig ønsker at blive isoleret fra omverdenen. Hellerup Station ligger tre minutters gang fra din nye lejlighed, så du er i det centrale København på under ti minutter. Strandvejens skønne spise- og shoppingstrøg, inkl. forretningerne i Waterfront, kan du nå på cykel inden for fem minutter. Fra den praktiske entré med garderobeskab har du adgang til alle boligens rum: Det stramt designede, lyse køkken med sort granitbordplade og nye hvidevarer, det fine badeværelse med Burlington elementer, og spise-opholdsstuen samt soveværelset med nyt, stort hjørneskab. Lejlighedens rum er godt forbundet af smukke plankegulve, veludført træværk, originale døre og diskret stuk. Badeværelset byder på smukt, skakternet gulv og hvide Metrofliser, der sammen med sanitet og armaturer fremstår enkelt og indbydende. Boligen kræver ingen istandsættelse. Væggene fremstår med frisk filt, alle elinstallationer er nye, og de ludbehandlede gulve står knivskarpt.Med til boligen får du desuden en fantastisk baghave i form af Hellerup Kirkegård, ligesom Mindelunden vil blive en grøn oase i din hverdag. Nærheden til Øresund med Hellerup Havn og Hellerup Strand vil også indtage en del af dit liv på Rebekkavej. Hér er mulighed for badning året rundt, og hvis du er til sejlads på den ene eller anden måde, så er havnen det perfekte udgangspunkt. Med til lejligheden får du også loftsrum og aflåst cykelskur. Ring til mig; jeg vil glæde mig til at vise dig denne totalrenoverede 2er i hjertet af Hellerup….