Beskrivelse
Boligen
Er I en børnefamilie, der drømmer om et nyt hjem i trygge rammer, men uden at vinke farvel til storbylivet? Så skal I med en tur til Ørestads populære Skovkvarter, hvor vi nu kan udbyde et lyst og moderne rækkehus fra 2016. Boligen folder sig ud over tre velindrettede etager, der fordeler de 117 m2 på nogle gode rum – og rene linjer går igen overalt i indretningen, mens store vinduespartier lukker dagslyset ind. I stueplan bydes I velkommen af entré med skabsplads, og herfra er der videre afsæt til både et gæstetoilet og det åbne køkken-alrum, der bliver jeres naturlige samlingspunkt. Turen går videre mod førstesalen med et værelse og en dejlig stue, og til slut kommer andensalen med yderligere to værelser samt et badeværelse med vaskesøjle.
Ejendommen
I flytter ind i en flot bebyggelse med moderne rækkehuse på stribe, og i Skovkvarteret er det lukkede stisystemer, der leder jer omkring, så der er ingen gennemkørende trafik, men derimod roligt og børnevenligt. Ved jeres indgangsparti kan I parkere cyklerne og opbevare alt det praktiske i skuret, mens I på modsatte side kan nyde aftensolen på jeres vestvendte træterrasse. Her får I et skønt uderum, der på solrige dage vil fungere som en direkte forlængelse af alrummet, og I sidder med fri udsigt til boldbanerne og den flotte skole, så der er luft omkring jer.
Området
Skovkvarteret er en del af Arenakvarteret – et område, der i den grad tiltrækker byens mange børnefamilier, som drømmer om nærhed til naturen, men kun en metrotur fra det indre København. Kvarteret byder på utallige grønne byrum og fine legepladser, og I bliver naboer til både skole og nærmeste daginstitution, ligesom I kan gå til både indkøb, fitness, take-away, jeres lokale kaffebar og koncerter i Royal Arena – og så er der kun 750 meter til metroen ved Vestamager Station. Alt det indrammes af Fælledens smukke natur, som inviterer jer ud på dejlige gå- og løbeture i grønne omgivelser.


