Beskrivelse
HELLERUP – PALÆVILLA MED SUNDUDSIGT
Unik mulighed for at erhverve en herskabelig, harmonisk og markant klassicistisk palævilla med bedste beliggenhed på Richelieus Alle i Hellerup.Opført i 1927 på 829 m2 dejlig grund på den mest eftertragtede sundvej i Hellerup parallelt med Øresund. Villaen ligger i 2. række fra kysten og har storslået udsigt over Øresund til Sverige, der kan nydes fra næsten alle værelser.Villaen fremtræder gennemført stilfuld både inde- og ude. Facader i røde sten, hvidmalede palævinduer og helt nyt tag belagt med røde vingetegl. Præsentabel indkørsel og ankomstplads med parkering til to biler samt garage for enden.Villaen indeholder 337 m2 herskabelig bolig fordelt på 3 etager. Dertil 144 m2 lys velindrettet højloftet kælder/underetage. I stueetagen, entre, elegant hall med smukt trappeløb til 1. og 2. sal, gæstetoilet, herreværelse/TV-stue, stor opholdsstue med adgang til spisestue gennem brede franske døre. Fra spisestuen udgang til vestvendt integreret havestue hvorfra der er direkte udgang til stor vestvendt terrasse med udsigt over haven. I forbindelse med spisestuen adgang til klassisk anrettergang og stort køkken med viktualierum.Fra den store hall ad den smukke trappe til 1. sal, med repos og i alt 5 værelser, heraf 3 med udsigt over Øresund. Dertil rummeligt soveværelse med udgang til stor syd – og vestvendt balkon, stort badeværelse og endnu et værelse. Trappen fra stueetagen til 1. sal fortsætter til den fint udnyttede 2. sal indrettet som et stort master bedroom med den flotteste beliggende altan direkte mod Øresund. Derudover påklædningsværelse/børneværelse samt nyt luksus badeværelse.Den usædvanlig højloftede kælder/underetage indeholder bl.a. stort legerum/gildestue med bar, vaskerum, værksted, vinkælder og depot.Hele villaen er udført i ypperste kvalitet med anvendelse af eksklusive materialer og et væld af fine håndværksmæssige detaljer, smukke parketgulve, paneler, stuk og fyldningsdøre. En harmonisk helhed, klassisk og tidløst med et moderne nutidigt udtryk med den mest eftertragtede beliggenhed i Hellerup.Grunden er anlagt med ankomst/p-plads og græsplæne foran huset mod øst. Den ugenerede have er med græsplæne og omkranset af træer. Udearealerne giver mulighed for sol- og læ på alle tider af dagen….