Beskrivelse
Flot og velholdt lejlighed på lukket stikvej
Er du på jagt efter en særlig bolig, skal du tage et kig på denne stemningsfulde lejlighed, der næsten føles som et lille hus med de grønne arealer lige udenfor vinduerne. Lejligheden er løbende sat i stand og står indflytningsklar overalt. Her får du ligeledes en skøn beliggenhed med Damhusengen og -søen indenfor få minutter samt kort afstand til Vestvolden med oplevelsescenter og grønne motionsstier. Sidst, men ikke mindst ligger Rødovre Centrums 160 butikker og spisesteder, biograf og forskellige sportsfaciliteter tæt på, så her er alting lige i nærheden – inkl. København, uanset om turen går med bussen udenfor døren, cykel, tog eller bil. Indenfor bydes du velkommen i entreen med sikkerhedsdør og indbygget skab. Herfra er der adgang til et klassisk badeværelse med hvide fliser, terrazzogulv, badekar og en praktisk håndvask med skuffeopbevaring. Ved siden af ligger den lyse vestvendte stue med udgang til en skøn altan, hvor du kan nyde solen og de grønne fællesarealer på lune dage i sommerhalvåret. I et hjørne af stuen er der indrettet et rummeligt soveværelse med fin plads til en stor seng. En moderne glasdør sørger for at lyset når helt ind i sengen og giver samtidig rummene et industrielt look.Stort køkken med opvaskemaskine og masser af plads til opbevaring bag de lysegrå låger. Her er desuden et køle-fryseskab fra ´22, og det store “vindue” ind mod stuen gør det nemt at sludre med venner og familie omkring spisebordet, mens du laver mad. Til lejligheden hører der et kælderrum med plads til opbevaring, fællesvaskeri og cykelkælder, ligesom der er gode parkeringsforhold ved ejendommen….