Beskrivelse
Flot og særdeles velholdt sommerhus, og med rigtig god beliggenhed på Stenodden Sommerland.
Åbent hus med tilmeldingskrav 23/7 – klik på billede –
Når tiderne skifter, og ingenting er som vi kender det, så er det måske tid til nye eventyr. Sommeren på Stenodden er ikke helt det samme som stranden langs Mallorcas kyst, men det er noget andet. Og kan noget andet. Noget trygt og velkendt.
Det er lange lyse sommerdage, med duften af hav, skov og mælkebøtter i en skøn forening. Det er den duftende bløde sommerregn på faretruende tordenvejrs dage, med gode bøger og spil indendørs. Det er lange gåture mellem skov og strand, langs kysten under bøgens krone. Det er små trehjulede cykler, der kører om kap på de små veje. Det er sagte stemmer fra haverne omkring, mens skyernes formationer betragtes som sjove fantasidyr, fra ryggen på vattæppet i haven. Det er fuglefløjt på en tidlig stille morgen, og det er solens stråler der varmer huden tør og salt. Det er alt det vi kender og som vi holder så meget af. Det er den danske sommer.
Stenodden ligger på den sydlige del af Tåsinge, nær Vemmenæs. Turen fra motorvejen og Svendborg er let fremkommelig, og på godt og vel 20 minutter er I fremme. Som så mange andre steder, var området i tidernes morgen blot en del af landbruget, med skov og marker omkring. I dag er det et veletableret, hyggeligt lille sommerhusområde, der huser både faste beboere og sommergæster.
Sommerhuset er tilbage fra 1972. Det lyder på 81 kvm. bolig og hertil kommer et fint anvendeligt værksted og carport. Beliggenheden er rigtig god, hvis man er til ro i et fredfyldt hjørne, med udsigt over hækken til åbne marker, vandet og Valdemars Slot. Og så er der ikke langt til stranden via den lille sti som går fra huset. Så I kan roligt tage håndklædet omkring halsen, og smutte derhen i slippers og morgenkåbe, til en dukkert.
Sommerhuset er rummeligt, særdeles rummeligt og godt og praktisk indrettet med hele 6 sovepladser samt stor spise- og opholdsstue. Her til kommer de praktiske og nødvendige rum som badeværelse, flot køkken og en gang. Masser af udendørs kvadratmeter og terrasseanlæg og ”opholdsrum”, alle garanteret med udsigt og læ. Gennem tiden er der udvidet og blevet bygget til, således at der i dag er plads og opholdsrum til en stor familie samt plads til overnattende gæster som kommer på besøg. Selv om det at tage i sommerhus er ensbetydende med hygge og samvær med familien og venner, så er indretningen her i sommerhuset lavet så man stadigvæk kan finde fred og ro og plads til fordybelse og afslapning, uden at man nødvendigvis ”forstyrrer” hinanden.
Sommerhuset fremstår sundt, meget velholdt, gedigent og i rigtig god stand, og hvor bl.a. er taget skiftet. Så det gælder om her bare om at holde ferie, grille på terrassen, lege i haven eller løbe til vandet for at bade.
Lunkebugten og skoven omkranser sommerhusene, og det er svært ikke at forelske sig i området, som mange vil beskrive som fortryllende. Gåture i skoven med gode velanlagte og skiltede vandrestier, hvor I går lige på kanten af bugten. Smukke bøgetræer, for nogles vedkommende, desværre med rødderne på vej ned i vandet, giver turen den ekstra dimension, tillige med den spektakulære udsigt turen rundt. Den byder på kig til Valdemars Slot og Nørreskoven, Storebæltsbroen og Langelandsbroen. En tur man simpelthen aldrig bliver træt af.
Skal området udforskes kan I starte med at udforske Tåsinge. Her er mange kroge med fantastiske naturoplevelser, og byen Troense, som huser Valdemars Slot, og hvor den gamle færge Helge gør flere stop. Her kan I hoppe på, og sejle med rundt til blandt andet Thurø og Svendborg By.
Der venter også mange timers oplevelser på Langeland, der byder på alt lige fra Tranekær Slot, et væld af kreative værksteder, vilde heste, Langelandsfortet og ikke mindst Rudkøbing, en hyggelig lille købstad….