Beskrivelse
Velkommen til Sejling Præstemark 6 – Denne hyggelige velholdte bolig er opført i 2001 i to plan fordelt ud på 185 rummelige boligkvadratmeter. Huset er opført med inspiration fra den amerikanske byggestil og har derfor nogle skønne solrige terrasser og udenomsarealer omkring huset. Ejendommen har desuden en dejlig udsigt til de grønne trætoppe og i 2003 blev carporten med medfølgende udhus opført. Sejling ligger i et område, der er præget af åbne marker og natur, og her er et godt og stærkt sammenhold i lokalsamfundet. Her er man tæt på skolen og pasningstilbud i Skægkær og skal man pendle efter jobbet, så er man også godt placeret i forhold til motorvejen mod Herning/Aarhus. Underetagen er istandsat og her venter et moderne og stemningsfuldt køkken-alrum, der ligger i åben forbindelse med stuen, så her er skabt hyggelige rammer til familielivet. I køkkenet er der foretaget et godt valg med mørke skabe og en mørk bordplade, der skaber en fin kontrast i rummet, og en køkkenø med plads til et par barstole. Der er fra køkkenet direkte udgang til en solrig terrasse, så her smelter inde og ude sammen på bedste vis. Planløsningen er funktionel og praktisk, hvor man i stueplan foruden køkken-alrum og stue finder en stor entré med trappe til førstesal og indgang til et badeværelse og et bryggers. Tager man trappen til førstesalen kommer man op på et repos, der fordeler ind til 3 værelser og et badeværelse, ligesom det ene værelse har tilknyttet et depot- opbevaringsrum. Uderummet er en stor del af dette hus, for her giver udhænget på taget et stort overdækket areal, hvor man kan nyde sommeren og udelivet fra det tidligere forår. På bagsiden af huset er der etableret endnu en stor terrasse med plads til spiseafdeling og loungeområde m.v. Endelig er der også en terrasse i forlængelse af carporten og en stor græsplæne med plads til leg. Denne bolig er et oplagt valg til den store familie, der ønsker at bo i et trygt lokalsamfund i landlige og naturskønne omgivelser med højt til himlen og flere velanlagte terrasser, hvor sommeren kan nydes….