Beskrivelse
Flot moderniseret villa med udsigt over Brabrand Sø
På Silkeborgvej 598 ligger denne villa på 190 etagemeter med udsigt over Brabrand Sø. Her får I et velholdt hjem med plads til to biler i indkørslen, et flot moderniseret stueplan, en kælder med et væld af anvendelsesmuligheder og en frodig have med gode terrasser. Stueplan byder på 115 veludnyttede kvadratmeter med solide, lyse fyrretræsgulve. Fra entréen træder I ind i den hyggelige stue i åben forbindelse med køkkenet. Køkkenet fremstår moderne med hvide elementer i tidløst design, bardisk og hårde hvidevarer fra henholdsvis 2018 og 2020. Gennem sprossede glasdøre kommer I ud i hjemmets sydvendte udsigtsstue. Her er der et godt lysindfald hele dagen fra de store vinduespartier, og da huset ligger højt, får I en fantastisk udsigt over det nærliggende skovområde og Brabrand Sø. Stueplan afrundes af to fornuftige værelser samt et nydeligt badeværelse, senest renoveret i 2020. I kælderen kan I se frem til 75 spændende kvadratmeter med et stort vaskerum og fire disponible rum med masser af anvendelsespotentiale. Sommerhalvåret kan nydes i den frodige, ugenerede have. Haven ligger højt, så I får masser af luft omkring jer, og I kan se frem til stor plantevariation med æbletræ, ribsbuske og blomstrende bede kantet med brosten, der ikke kræver megen vedligeholdelse. Havens terrasser lægger op til afslapning, og på den vestvendte terrasse fra ca. 2015 får I en flot udsigt til solnedgangen over byen.I Brabrand er der kort til alle de daglige fornødenheder. Indkøb, daginstitution og offentlig transport findes inden for få hundrede meter, og store børn får kun én kilometer til Sødalskolen. Voksne har nem transport med kort til motorvejen og Aarhus C, og alle kan nyde en aktiv livsstil med kort til sportsfaciliteter og skønne gåture i skoven og omkring Brabrand Sø….