Beskrivelse
HISTORISK EJENDOM PÅ SYDFYN
Det er ikke mange årtier siden, at Rødegaard på Fyn fungerede som aktivt landbrug med tjenestefolk der boede i udlængerne. Mellem 2005-2007 forvandlede sælger flere af længerne fra faldefærdige bygninger til de smukke og funktionelle rammer, der ses i dag. Faciliteterne lever fuldt ud op til nutidens standarder, omend ejendommens sjæl og historie står uberørt. Med andre ord får man her en smuk, fredet ejendom fra 1846, der rummer moderne funktionalitet og en fortryllende grund.Det imponerende ankomstparti med de tre stråtækte længer, den omfattende pigstensbelægning og det rødkalkede stuehus, der rejser sig højt mod himlen på sin kampestenssokkel, løfter sløret for, hvad der venter både ude og inde på denne fantastiske ejendom. Hvad der tidligere var inddelt i anretterkøkken, folkekøkken, den fine stue, pige- og karlekamre, fungerer i dag som et sammenhængende og harmonisk opholdsmiljø. Brede planker beklæder gulvene, og høje fodlister samt en ualmindeligt god loftshøjde understreger stemningen. Foruden stuehuset med de imposante stuer, køkkenet, fem værelser, badeværelse og gæstetoilet er der foretaget grundige renoveringer i to af de tre længer. Blandt andet var stråtaget ikke-eksisterende flere steder, men står i dag i den fineste stand. Endvidere har man ombygget tidligere karlekamre til en velfungerende lejlighed med to værelser, køkken, bad, og en stor stue – det hele med gulvvarme. Muligheden for at udnytte denne bolig til erhverv, udlejning eller en B&B er således oplagt. Uanset om sneen ligger tykt som en dyne over landskabet, eller om farverige blomster og de gamle træers grønne blade giver ejendommen en ny skikkelse, er haven og det store udeareal helt magisk. Her er uanede mængder plads til alt fra havefester til et sandt paradis for de grønne fingre og selvforsyningstankerne. Udsigten til naboen – den hvidkalkede kirke – forstærker atmosfæren og følelsen af at være trådt ind i en tidslomme. Den prominente Rødegaard ligger forrygende i den lille landsby Skårup, som byder på daginstitutioner, lægehus, skole, fine busforbindelser, indkøbsmuligheder, idrætsfaciliteter og ikke mindst en suveræn kulisse med omkransende marker og skovarealer. Dertil er der blot syv kilometer ind til Svendborg centrum….