Beskrivelse
Hyggeligt, charmerende sommerhus tæt på vandet
Med få minutters gang til vandet og Klints smukke kystlinje ligger dette fint istandsatte sommerhus naturskønt og ugenert på stor aflukket grund med masser af solkroge, hyggelig beplantning, dyreliv og nyt raftehegn. Det velindrettede hus indeholder en lille entre, nyt badeværelse (2021) med skønne fliser og brusebad, lyst køkken, 2 dejlige værelser i hver sin ende af huset og en hyggelig stue med hvide, træbeklædte vægge og brændeovn, der skaber den helt rigtige sommerhusstemning. I huset er der afhøvlede trægulve, loft til kip, som giver en fri rumfornemmelse. Huset byder velkommen med en hyggelig~og indhegnet træterrasse – og fra stuen er der udgang til en sydøst-vendt og delvist overdækket træterrasse med udekøkken og godt med plads til gæster og liggestole, når der skal slappes af. Vil gæsterne ikke hjem, kan de trække sig tilbage og overnatte i annekset. Hop i vandet fra den fine badebro, der sættes op hver sommer – og nyd de smukkeste solned- og opgange bare et par minutter væk fra huset. Saltet fra svømmeturen kan nemt skylles af under bruseren uden for. Det hyggelige sommerhus ligger på en blind vej i et fredeligt område tæt på vandet og den lokale købmand. Der er kun en kort køretur til Nykøbing Sj med gode indkøbsmuligheder og ca.10 minutter til altid dejlige Rørvig og nogle af Danmarks smukkeste sandstrande. En lille perle med fred og ro lige til at flytte ind i – få minutter til det hele og bare en time fra København….