Beskrivelse
Velholdt og velindrettet villa i Næsbjerg
Vi har at gøre med et af de parcelhuse, som kan det hele her på Skoleparken 9 i Næsbjerg. Her er store, lyse opholdsrum i åben forbindelse, en god rumfordeling og ikke mindst en sydvendt have.
Næsbjerg er kendt for sit velfungerende, aktive foreningsliv og gode naboskab. Her er både supermarked, dagpleje, børnehave, SFO og ungdomsskole samt overbygningsskole, hvor de små fra søsterskolen i Nordenskov kommer, når de bliver store nok. Selve Skoleparken er et trygt, hyggeligt villakvarter 400 m fra skolen og tæt på byparken.
Ejendommen, som kan komme til at danne rammerne om jeres fremtidige familieliv, er opført i 1975, og siden da er den løbende vedligeholdt. Det er således en velholdt, funktionel bolig, som kun trænger til renovering, hvis det er af æstetiske årsager.
En stor del af boligens 145 m2 er fordelt på et åbnet rumforløb mellem stue, alrum og køkken. Her er flot lysindfald fra flere sider, og fordi rummene ligger i forlængelse af hinanden lidt forskudt, forstyrrer man ikke hinanden fra rum til rum. Pejsen er ikke i brug på nuværende tidspunkt.
De resterende kvadratmeter går til to afdelinger med tre værelser og et badeværelse i den ene samt en lidt mindre afdeling med to værelser og et badeværelse. Den mindste af de to afdelinger er oplagt som enten forældre- eller teenageafdeling, da man kan være lidt for sig selv.
Fra stuen er der direkte adgang til haven, som byder på en god fliseterrasse, græs og enkel randbeplantning. Ejendommen fuldendes af en carport på 43 m2.
Behøver vi sige mere? Velkommen til Skoleparken 9….