Beskrivelse
Det er en fornøjelse både for øjnene og for hjertet at betragte denne moderne, arkitekttegnede villa i Fredericia. Den er fra 2007, og såvel materialevalget, planløsningen og husets udformning går op i en højere arkitektonisk helhed. Huset ligger som den sidste ejendom på et lukket vænge med direkte og særdeles smuk udsigt til skov og marker. Velkommen til! Beliggenheden udgør kombinationen af at bo fredeligt og tilbagetrukket nær naturen og stadig være tæt på byens attraktioner. Man mærker naturen på en anden måde, og der indfinder sig en fred og ro, man ikke finder midt i byen. Alligevel er der kun en kort cykeltur til indkøbsmuligheder, skoler og institutioner, som endvidere kan nås via områdets stisystemer. Huset er fuldmuret og er opført i mursten fra Petersen Tegl. Det har genvexanlæg, centralstøvsuger, gulvvarme overalt og vedligeholdelsesfrie kvalitetsvinduer i træ/alu fra Pro-Tec. Ejendommen er formet som et H med~obbeltgarage ud mod vejen, værelsesafdeling i modsatte ende og de fælles opholdsrum mod syd, hvor den fantastiske udsigt til skov og marker imponerer. Indervæggene er vandskurede og hvidmalede, mens lofterne er ubrudte gipslofter med akustikpaneler monteret i køkken og stue. Taget har ensidig taghældning, der er ført til kip, hvilket giver en flot loftshøjde og masser af luft særligt i stuen og i alrummet. Denne løsning har gjort det muligt at skabe ekstra høje vinduespartier i rummene, hvilket gør rummene fantastisk lyse og indbydende. Stuen er i øvrigt belagt med lækker egetræsgulv, mens alrum, entré, badeværelser og bryggers er belagt med en gennemgående sort klinke. Interiøret i køkken og på de to badeværelser er fra Kreum~(tidl. Biga), mens armaturerne er fra Vola.~På husets sydside er anlagt et skønt terrassemiljø. Der er flisegang langs den ene facade, der fører forbi udhus og videre om i forhaven og indkørslen. Haven er overvejende anlagt med græs, og er således ganske nem at holde. Ring og bestil en fremvisning i dag!…