Beskrivelse
Moderne etplansvilla med udsigt til Helnæsbugten
I det sydvestfynske landskab viser halvøen Helnæs sig langt ud i havet, hvorved det stille og beskyttede farvand, der går under navnet Helnæsbugten, skabes. Det er i bunden af denne og med udsigt til selvsamme, at denne moderne og særdeles velindrettede villa fra 2012 er placeret. Huset er udført i gode, vedligeholdelsesfri materialer, og indretningen sørger for, at udsigten kommer til sin fulde ret. Det ganske anseelige jordtilliggende på knap 5,5 hektar er også værd at bemærke.Udsigt til vand og markerTerrænet skråner let nedad i retning af bugten, og de åbne marker, der ligger mellem huset og stranden, er jeres. Det grønne tæppe udgør således forgrunden, inden øjet rammer det blå vand, som alt efter vejrforholdene tager sig ud på stadigt nye måder og toner frem i altid nye nuancer. På hver side af markerne er der høje træer, og ret fremme ses den østligste pynt på selve Helnæs. Den smalle, aflange ø Illumø, som løber på tværs af bugten, kommer også tydeligt til syne.Helnæsbugten er et meget besøgt farvand for lystfiskere, der kommer fra store dele af Nordeuropa for at prøve kræfter med de særegne forhold, og fordi bugten er naturligt beskyttet, er det også oplagt at give sig i kast med alt fra kajaksejlads til stand-up-paddleboards. En svømmetur er selvsagt også en mulighed.En stor grundGrundens samlede areal er for at være helt eksakt på 53.769 kvadratmeter, og heraf er en andel anvendt som egentlig have. Rundt om huset og omkring på grunden finder man solrige terrasser, ligesom man vil lægge mærke til den markante, firkantede havepavillon, der er gjort med enorme glaspartier, hvorved udsigten også herfra er fremragende. I pavillonen er loftet ført til kip, og takket være det rige lysindfald fra alle sider, er der tillige potentiale for at bruge det som væksthus, omend der på grunden også forefindes et drivhus.En frugtlund med adskillige træer er at finde på den nordlige del af arealet, mens der ved gårdspladsen er opført en dobbeltcarport. Et større udhus til havemaskiner og lignende ligger mod øst.Villaens mange kvaliteterVillaen tager sig ud med en flot murstensfacade og et mørkt tag, og inden døre fortsættes den rene, ensartede æstetik med lyse opholdsrum som midtpunktet. Den rummelige stue og køkken-alrummet er forbundet via franske døre, og i begge rum opleves både udsigten og et kraftigt lysindfald fra syd. I alrummet står et stilrent køkken, hvis udtryk matcher villaens ditto.Der er i tillæg til de to opholdsrum tre værelser, hvoraf det ene er en oplagt forældreafdeling. Det er udstyret med et walk-through-closet og eget badeværelse, mens endnu et badeværelse er at finde mellem de to resterende værelser, der er placeret i modsatte ende af boligen. Hjemmet fuldendes af et bryggers.Liebhaver….