Beskrivelse
Familievenlig bammeskov-hus fra 2000 på tryg adresse i det nordlige Varde
Denne arkitektonisk flotte villa ligger på et roligt lukket vænge i det nordlige Varde, hvor familielivet er i højsædet. Boligen byder på en familievenlig planløsning med separate børne- og forældreafsnit samt et åbent opholdsmiljø, der samler alle husstandens medlemmer. Solrige terrasser og privatliv kendetegner det tilhørende udeareal, som tilmed er gjort let at holde.
Huset ligger i et veletableret boligområde med stisystemer og grønne arealer med legepladser tæt på åbne marker. Fra adressen er der kort afstand til skole, daginstitutioner, fritidsfaciliteter og gode indkøbsmuligheder, mens cykelturen til Vardes hyggelige bymidte kan klares på under ti minutter. Dermed er hverdagen for en familie både nem og bekvem.
Ejendommen er opført år 2000 i en moderne stil med lyse, røde sten og to forskudte enheder med høj ensidig taghældning. Det skaber en bolig med let forskudte niveauer, højt til loftet i opholdsrummene samt en gennemgående lys og luftig atmosfære. Huset er i øvrigt fuldmuret som et symbol på soliditet og høj kvalitet.
En stor del af boligens 152 m2 er generøst fordelt på et lækkert opholdsområde med en stue i åben forbindelse med et godt køkken-alrum. I stuen er der brændeovn, og fra begge rum er der udgang til henholdsvis en sydvendt og en vestvendt fliseterrasse.
Børneafdelingen tæller to værelser, et kontor og et badeværelse, mens forældreafsnittet rummer et værelse med eget badeværelse og walk-in-closet. Derudover indeholder boligen et bryggers med egen indgang og en entré. Dertil kommer en 45 m2 stor carport i samme elegante stil som huset.
Udelivet leves især på de solvendte terrasser i den velanlagte have, som er behageligt afskærmet fra naboerne med høj, tæt hæk og enkelte træer.
Her får du kort fortalt en bolig af høj kvalitet i børnevenlige omgivelser i Varde. Kontakt EDC for en fremvisning i dag!…