Beskrivelse
Charmerende, firlænget gård med gode udhuse
I rolige omgivelser mellem Odder og Hou finder I denne charmerende, firlænget gård med jordvarme og solpaneler. Her får I masser af plads til familielivet med 274 m² bolig, mens der ude venter en stor grund på 4.847 m² med gode, isolerede udhuse. Jeres kommende hjem ligger højt i terrænet med fri udsigt over det fredelige område, hvor der er et godt naboskab. Det tager omkring ti minutter i bil at køre til Odder, som byder på alt, hvad I har behov for i hverdagen. I modsatte retning møder I diverse strande og Hou. Hjemme på matriklen er der mange muligheder i udhusene med tre længer, hvoraf den ene på 120 m² stod færdig i 2020 og blandt andet kan anvendes til erhverv eller hobbyinteresser. Der er også en fin, lille løsdriftstald, og så kan I se frem til en have med flotte, eksotiske træer og frugttræer. Sommeren kan desuden nydes på terrassen. I stuehuset i halvandet plan er ét af de mest imponerende rum den store, lækre udestue, hvor ovenlysvinduerne i samspil med det kipførte loft og glaspartierne sikrer et vidunderligt lysindfald. Herfra har I udsyn over haven, udgang til terrassen og åben forbindelse til køkken-alrummet, der har en brændeovn. Køkkenet er placeret i den ene ende og fremstår i pæn stand med hvide, udskårne fronter og integrerede hårde hvidevarer herunder et gasblus. Tilstødende finder I to stuer i åben forbindelse med terrassedøre, mens den modsatte del af stueplanet råder over et badeværelse, et bryggers og tre værelser. Fra to af værelserne er der trappeopgange til to tilstødende værelser på første sal, der videre er indrettet med en forældreafdeling. Her har I et soveværelse med eget badeværelse og et disponibelt rum. Alt i alt et skønt hjem til familien….