Beskrivelse
EKSTRAORDINÆR SJÆLDENT UDBUDT EJENDOM
På Sneppevej 5 i Skæring, ved Mindelunden og Kalø Vig, står denne smukke ejendom, der imponerer på flere parametre. Først og fremmest er der beliggenheden på en rolig og meget privat vej, der munder ud i strandens bløde sand. Dernæst er der selve ejendommen, der blev opført i 1930, og sidenhen har arkitekten Thomas Käszner huseret her. Mange af de originale detaljer er stadig intakte, omend hjemmet bærer præg af tidssvarende, moderne komfortløsninger.Man vågner til fuglefløjt og lyden af bølgeskvulp, og på de klare nætter er der en blotlagt stjernehimmel, der grundet fraværet af gadelygter skinner ugeneret ned og lyser området op. Der er ca. 300 meter ad en meget privat vej til vandet, hvor dagene spenderes med eftertænksomme spadsereture, pilates eller yoga i vandkanten eller barnlige spilopper og arkitektoniske udfoldelser i det bløde strandsand. Nærved har I også Mindelunden, Svinbo Skoven samt fortrinlige krabbefiskesteder ved badebroen for enden af vejen. Endelig er der under tre kilometer til skole, daginstitution, indkøb og idrætsfaciliteter.Ejendommen var oprindeligt et sommerhus, og en større renovering i 2013 forbandt på fornem vis oprindelige elementer såsom træpanelerne, fyldningsdørene og træsprosserne med moderne funktionalitet og æstetik. Udefra falder hjemmet i ét med de naturskønne omgivelser.Dinesen-planker med gulvvarme under strækker sig i fuld længde fra ydervæggen i køkkenet til den tosidede pejs i den flotte hall og vidner om den kvalitet, der er lagt i samtlige materialevalg. Køkkenet er fra Boform, og de strømlinede elementer akkompagneres af en Quooker og hvidevarer fra Gaggenau. Det indbydende samtalerums sidste trumfkort er det henrivende lysindfald samt akustiklofterne, der sikrer en behagelig rumklang. Videre har I dagligstuen med den indbyggede pejs, og bemærk også den herlige læsekrog i hallen. Samtlige opholdsrum har en harmonisk overgang til uderummene, hvorfor samtalen mellem inde og ude er så velafstemt. Et forældreafsnit med eget badeværelse og udgang afslutter stueplanet, og på førstesalen findes endnu et badeværelse samt to børneværelser der beriges af en helt særlig udsigt via rytterlysene. Haven er en sand, totalt ugeneret oase. Havearkitekten har sørget for en grøn kulisse året rundt, og I vil ynde at opholde jer i de mange solkroge med en skål friskplukkede jordbær….