Beskrivelse
Her er det helt perfekte hjem for børnefamilien, der søger en skøn bolig med masser af plads ude og inde. Ejendommen har en god placering på en rolig lukket villavej med udsigt over markerne. Så her får I virkelig noget for pengene. Boligen er praktisk og godt indrettet i 2 plan, hvor stueplan indeholder en pæn lys entré med adgang til et lyst og rummeligt badeværelse samt et godt værelse med masser af skabsplads. Fra entreen træder I ind i den store lyse stue, der har en god pilleovn til at supplere med varme på de kolde dage. I stuen er der plads til både den store sofagruppe og børnenes leg. I forbindelse med stuen kommer I ind i køkken-alrummet med et flot Designa køkken med masser af bord- og opbevaringsplads samt god plads til spisebordet. Fra alrummet er der udgang til terrassen. Via alrummet kommer I ud i det rummelige bryggers, hvor der er god plads til vaskemaskine og tørretumbleren. Ydermere er der også et godt disponibelt rum/kontor. Via trappen i stuen kommer I op på 1. salen, der indeholder et stort lyst repos, et soveværelse samt yderligere tre værelser og et badeværelse med spabad.Boligen har genvex-anlæg. Udvendigt er her virkelig noget plads at boltre sig på. Her får I en skøn stor sydvendt terrasse og en stor have med masser af plads til leg og boldspil. Her ud over et stort brændeskur. Til sidst, men ikke mindst, får I selvfølgelig også en stor god garage på hele 41 kvm. Sælger har gennem de senere år opdateret boligen, her kan bl.a. nævnes, at næsten alle vinduer er skiftet i 2021/2022 samt der er sat en varmepumpe op i stuen i 2022. Der er også efterisoleret på både loft og i hulmuren. I Astrup bor man trygt og godt. Rold Skov er lige udenfor byskiltet og der er under 5 km til Madum Sø, som er en af landets reneste søer. Med byens placering centralt i Himmerland er der kort afstand til både Arden, Skørping, Støvring, Hadsund og Hobro. Transporttiden til Aalborg er også blot ca. 30 minutter….