Beskrivelse
Rummelig etplansvilla fra 2007 – tæt på skolen i Nørre Aaby
Nyere etplansvillaer udmærker sig ofte på særligt to parametre. Først og fremmest er pladsen rigtig godt udnyttet, og derudover er der tænkt over lysindfaldet. Dét gælder også for denne villa på Søndermarken 19 i Nørre Aaby, hvor tidssvarende materialer og god plads også kan tilføjes den lange liste af meritter. Den tilhørende, nemme have er sydvendt, og beliggenheden tæt på skole og pasningsmuligheder sikrer, at hverdagen med hjemmeboende børn bliver nem og bekvem.
Villaen ligger i en grøn udstykning i den sydlige ende af byen, og med 300 meter til en integreret institution og 500 meter til skolen er I virkelig godt dækket ind på det praktiske. Der er ikke mange ekstra skridt til Vestfyns Kultur- og Idrætscenter, og I får kun halvanden kilometer til , stationen, biografen og bymidtens indkøbsmuligheder. Byen ligger naturligvis pendlervenligt i forhold til Odense, Middelfart og Trekantområdet, hvilket blot bidrager til den samlede familievenlige profil.
Familievenligt passer bestemt også til selve huset, som udgør et nydeligt byggeri med lyse murstensfacader og et praktisk valmtag. Både den store carport og et godt udhus foruden dele af de to terrasser dækkes endda af taget. Boligarealet er 167 m2, og huset opvarmes desuden med fjernvarme.
Tørskoet adgang fra carport til bryggers er en praktisk dimension i det daglige, mens gæster kan bydes velkommen via entréen. I denne ende af huset ligger to af i alt fire værelser sammen med det ene badeværelse, så den oplagte børneafdeling er på plads. En stor forældreafdeling med eget badeværelse er placeret i den anden ende af huset, og det fjerde værelse har fundet sig til rette lige ved siden af.
Opholdsrummene fordeler sig over et stort køkken-alrum og en lys stue, og selvom stuen har det bedste lysindfald, er begge afdelinger udstyret med vinduespartier mod øst, syd og vest. Rummene forbindes af et sæt franske døre, og køkkenet byder på lækre detaljer som grebsfri elementer, amerikanerkøleskab og kogeø med integrerede siddepladser.
Hele tre havedøre forbinder opholdsrummene med terrasserne udenfor, og uanset tidspunkt på dagen vil I kunne finde en side med sol eller læ. Samtidig er overdækningerne brede nok til, at I kan søge i tørvejr, hvis en byge inviterer sig selv med til grillaftenen.
Detaljerne uddyber vi ved en fremvisning – kontakt os….